Til kamp for overbygning
Jerslev-politikere står sammen i kamp for skole og plejehjem
De fire byrådspolitikere, der er valgt i Jerslev, er enige om, at der skal kæmpes for overbygningen på Toftegårdsskolen, byens plejehjem samt for udvikling generelt i de mindre byer i kommunen.
Lene Hansen (S), Line Vanggaard Pedersen (K), Niels Vestergaard Salling (V) og Carsten Ullmann Andersen var alle i den varme stol på et borgermøde på Borgen i Jerslev, arrangeret af Jerslev Borgerforening.
Der var mange spørgsmål til politikerne. Specielt omkring fremtiden for Toftegårdsskolen.
Lene Hansen mener, at overbygningen på Toftegårdsskolen hænger i en tynd tråd, men hun lovede at kæmpe for overbygningen. Hun tror på, at det vil give grobund for overbygningen, at specialelever samles på Toftegårdsskolen.
- Men modsat skal man også passe på, at der ikke på en skole er mange specialelever, sagde hun.
Line Vanggaard Pedersen er ikke så nervøs for overbygningen.
- Der er slet ikke plads til eleverne på Hedegårdsskolen, der i forvejen kæmper med pladsproblemer, sagde hun.
Hun kom også ind på stigningen i børnetallet i Jerslev.
- I 2016 blev der født 28 børn i Jerslev og i 2017 var tallet 33, og det ser allerede godt ud for 2018, sagde hun.
Line Vanggaard Pedersen tror, at det endda bliver behov for at oprette to spor på skolen, når 2016- og 2017-årgangene skal begynde i skole.
Der er dog forældre til fire børn, der har valgt i skoleåret 2018-2019 at sende deres børn til Brønderslev fremfor til Jerslev.
- Jeg tror, at der modsat er forældre, der gerne vil have deres børn i en klasse med omkring 16 elever i Jerslev frem for en klasse med 26 elever i Brønderslev, bemærkede hun.
Jerslev har med hensyn til antal fødsler overhalet Øster Brønderslev.
- Jerslev er endda det område, hvor der er født forholdsmæssigt flere børn, konstaterede Line Vanggaard Pedersen.
Niels Vestergaard Salling konstaterede, at Toftegårdskolen har mange kvadratmeter, og at det kan blive en klods om benet.
Han lovede dog at kæmpe for overbygningen.
Skolevæsenets kvalitet var i øvrigt til debat. En undersøgelse viser, at skolevæsenet i Brønderslev Kommune er blandt de bedste i landet i forhold til de penge, der bruges på skolevæsenet.
- Vi får virkelig meget for pengene.
Lene Hansen fremhævede specielt lærerne som årsag til, at der er et godt skolevæsen i Brønderslev Kommune.
- Lærerne er meget dygtige og engagerede, og de fortjener megen ros sagde hun.
Lene Hansen er ikke enige med deltagere i borgermødet i, at det er negativt, at der bruges færre penge på skolerne end andre kommuner.
- Karaktererne er fine og der er god trivsel, og Brønderslev er jo én af landets fattigste kommuner, så der er ikke råd til at bruge mange penge, sagde hun.
Der er kommuner, der betaler dobbelt så meget til skolerne, men ikke får en bedre skole, sagde hun.
Niels Vestergaard Salling bemærkede, at det er med kommunal økonomi som med privatøkonomien.
- Det kan være, at årets sommerferie går til Fårup Sommerland og ikke til USA, hvis der ikke er råd til det i husholdningsbudgettet, bemærkede han.
Omkring Plejecentret Rosengården var der uger for at visitere ældre til plejehjem.
- Hvis en borger er tungt plejekrævende, kan det ikke passe, at det skal tage så lang tid. Ældre har brug for, at der ret hurtigt kommer ro på deres situation.
Lene Hansen konstaterede at der er et problem omkring overskridelser på 11 mio. kr. på plejehjems-området.
- Vi skal nok finde besparelser, sagde hun.
Omkring udvikling af Jerslev sagde Lene Hansen, at hun synes, der bør holdes udsalg på de byggegrunde, der er i Jerslev.
Niels Vestergaard Salling: - Erfaringerne er, at det ikke giver mersalg at sætte grundprisen ned.
De fire byrådsmedlemmer oplyste samstemmende, at der skal kæmpes for de mindre bysamfund.
- Vi er nødt til at stå sammen, hvis ikke de tre hovedbyer Brønderslev, Hjallerup og Dronninglund, skal løbe med det hele.
Lene Hansen ser et udviklingspotentiale i de mindre byer.
Flere borgere efterlyste, at faldefærdige huse rives ned.
Formand for borgerforeningen, Kurt Bering, beklagede, at kommunen ikke længer har en nedrivningspulje. Borgere mener, at brandtomter og andre nedrivningsværdige huse bør fjernes for kommunale penge.
Kurt Bering oplyste, at det er planen at gøre debatmødet med de fire lokale byrådsmedlemmer til en fast, årlig begivenhed.
- Men I skal også bruge os. Kom til os, hvis der er emner, vi skal tage op, sagde de fire byrådsmedlemmer.