Tidligere fiskekutter bliver flydende fritidshus

Aasaa Havn bliver base for 80 år gammel kutter, der både skal sejle og være sommerhus

22. juli 2018 kl. 19.48

Asaas status som fiskeriby er fortid. Havnen er efterhånden alene et anliggende for indehavere af lystbåde og fritidsjoller. Men nu har en af de tidligere tiders klassiske fiskekuttere alligevel fundet vej til havnen. Ikke som erhvervsfartøj men derimod som et bud på et flydende fritidshus.

Det er 34-årige Jens Hansen fra Dronninglund, der står bag tiltaget.

Han har købt kutteren på Fur og har erhvervet en helårsplads i Asaa. Ideen er at bruge kutteren som en rekreativ plet for ham selv og familien.

Den skal desuden anvendes til små sejlture på Kattegat.

- Jeg er selvstændig erhvervsdrivende og har travlt til hverdag. Så jeg har behov for et sted, hvor jeg kan koble af, fortæller Jens Hansen.

- Jeg gider ikke rigtigt et sommerhus, og da jeg faldt over annoncen med fiskekutteren, slog det mig, at det var lige, det jeg søgte, tilføjer Jens Hansen.

Han har ikke selv den store erfaring med sejlads, men hustruen Kate stammer fra en fiskerifamilie.

- For mig er det lidt som at komme hjem, siger hun og konstaterer, at både hun og parrets søn, Mathias også glæder sig til skønne sommerdage på kutteren.

Båden har godt 80 år på bagen, men den er velholdt og velsejlende. Jens Hansen erkender dog, at der skal lægges mange timer i blandt andet malerarbejde.

- Min far har sagt ja til at hjælpe med den del af projektet. Og der er ikke noget der haster. Vi tager det hen ad vejen, beretter den nye bådindehaver, der allerede har fået mange positive tilkendegivelser fra havnens gæster.

- Folk er ganske interesserede. Mange har været forbi og fået en rundvisning. Og så må jeg sige, at vi har fået en fantastisk behandling af Asaa Havn. Jeg er rigtig glad for, at de sagde ja til, at båden må ligge her, konstaterer Jens Hansen.

Kutteren har i øvrigt fået navnet "Sita" efter familiens hund.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste