Tid til eftertanke i smukke omgivelser

Søndagen bød på en pilgrimsvandring i Dronninglund med udgangspunkt fra kirken

22. april 2020 kl. 15.56

DRONNINGLUND: I det smukke forårsvejr havde Dronninglund Kirke i søndags arrangeret en pilgrimsvandring på omkring tre km.

Det hele startede ved kirkedøren, hvor der var opstillet et bord med et kort over ruten og andre oplysninger.

Dagens prædiketekst var også slået op på kirkedøren, og den blev man opfordret til at læse, inden man startede turen. Teksten omhandler situationen, lige efter Jesus er stået op af graven igen og mødes med sin discipel Peter, som inden korsfæstelsen tre gange har benægtet at have kendt noget som helst til ham.

Efter at have læst teksten kunne man så med kortet i hånden begive sig ud på ruten, som gik fra kirken og videre til Eventyrstien og fortsatte til Kirkevej og tilbage til kirken.

På den smukke tur mødte man seks ”Tankestartere”, der alle indeholdt en lille ting til eftertanke og en opgave, man kunne tænke over, mens man gik videre. Ved ”Tankestart 4” i skoven på Eventyrstien blev man således opfordret til at finde en sten som symbol på noget, man ønskede hjælp til, eller noget, som man var bekymret over. Stenen kunne man så lægge på korset ved kirken ved turens afslutning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste