Tennisbaner nu med lys på
BRØNDERSLEV: Brønderslev Tennisklub har fået lysanlæg på to af klubbens baner, og de inviterer alle, der har lyst, til indvielse af klubbens nye lysanlæg onsdag 30. august klokken 19 på klubbens anlæg i Hedelundsgade.
- Det betyder, at klubbens medlemmer nu kan spille længere tid om aftenen, men også at vi kan forlænge den udendørs sæson, oplyser Else Simonsen fra Brønderslev Tennisklub i en pressemeddelelse.
At man kan forlænge den udendørs sæson betyder meget for klubbens spillere, da der ikke er så mange af klubbens seniorspillere, der har mulighed for at spille indendørs i hal om vinteren på grund af de ledige haltidspunkter, som ikke passer til medlemmer, der går på arbejde.
Klubben er i år blevet 120 år og har pt 126 medlemmer og arbejder hele tiden på at tiltrække nye spillere med forskellige tilbud.
- Vi har et rigtig godt socialt liv i klubben.
Klubben har tre turneringshold, der spiller henholdsvis i Jyllandsserien, serie 1 og 2.
På indvielsesdagen bliver der spillet en forkortet opvisningskamp af nogle af klubbens turneringsspillere, ligesom vi serverer en lille forfriskning.