Tæt på en sangskriver
Så er Brønderslev Amatør Scene nået til tredje og i det mindste i denne omgang sidste koncert i koncertrækken "Tæt på en sangskriver", hvor musikerne på scenen lader publikum komme med ind bagved sangene, og hvor de fortæller om, hvad der ligger bag sangene, og hvordan de som sangere og komponister arbejder med inspiration og sangskriver-prosessen i det hele taget.
Det er på lørdag i BASaren i Nørregade, hvor R. Noor, Rasmus Bo og Ane Monsrud står på scenen.
I en balance mellem indierockklassikere som The Libertines og The Strokes og urbanpop, er Rasmus Bo en kunstner, der trækker linjer tilbage på tidslinjen, men som i den grad også fylder et hul ud på den danske moderne musikscene og uden tvivl kommer til at trække linjer langt frem.
Med den legende lyd, der er stærkt bundet til tiden, understøttet af de stedsbunde og danske tekster, er projektet en rejse gennem en opvækst og en ungdom i dagens Danmark, der rummer alt fra små følelser til store politiske statements.
Et friskt pust og et musikalsk univers, hvor politik og kærlighed driller hinanden, hvor ungdommen, livet og Danmark er præcist indfanget og udtrykt.
Norske Ane Monsrud er snart EP aktuell med “Mysterious Connections". Musikken er alternativ nordisk popmusik og lydbilledet er en kontrastfuld blanding mellem organisk og elektronisk sound.
Ane inviterer med sit stærke lyriske univers, publikum ind i alt fra hverdagens tankemylder til filosofiske og eksistentielle spørgsmål. Lyrikken komplimenteres af en intim lydmur med produceren Torben Jensen bag laptoppen.
R. Noor vil som de øvrige aftener kæde det hele sammen, lige som hun også vil spille nogle af hendes egne sange.
Billetter kan købes i døren fra klokken 19 eller i forsalg på www.basbio.dk. Her kan man også købe billetter til Brønderslev Amatør Scenes øvrige koncerter. Blandt andet en solokoncert med Jens Unmack fra Loveshop.
Dagens optrædende: Ane Monsrud - www.facebook.com/Ane-Monsrud-473721386120076 Rasmus Bo - www.facebook.com/rasmusbomusik R. Noor - www.facebook.com/rnoormusic