Symaskinerne snurrer
Symaskinerne snurrer som sjældent før i nyere tid rundt om i hjemmene i Brønderslev-området. Hos Schøneberg Stof & Design i Bredgade i Brønderslev rulles de store stofruller ud som sjældent før.
- Den interesse, der er for at købe stof er meget stor, fortæller Tina Regenstreif fra Schøneberg Stof & Design.
Noget af det sidste nye er stof med digital tryk, som er meget populært. Der er næsten ikke de motiver, der ikke findes.
Stofrullerne fylder alle borde i den ellers lille butik i Bredgade, og de rulles jævnligt ud for kunderne, der gerne vil kigge et større stykke stof, inden saksen kommer i brug for at klippe det ønskede stykke stof.
- Det er børn, forældre, bedsteforældre, der syr. Og det kan være alt fra hagesmække til kjoler, fortæller Tina Regenstreif.
Der opstår stadig flere sygrupper, og i de sygrupper, der er på facebook, skal medlemmerne tælles i tusinder.
Der kommer også jævnligt en gruppe af syentusiater, der gerne vil have en rundvisning mellem de hundredvis af stofruller.
- I aftenskoler med mere er der også mange hold i syning.
Efter de seneste dages salg, er der mange, der skal bruge efterårsferien ved symaskinerne.
- Og kunderne er allerede begyndt at efterspørge stof til jul, fortæller hun.
Hvor mange forskellige farver, der er i butikken, har hun ikke tal på. Men for at have det bredeste udvalg, har hun 11 leverandører af stof. En del kommer fra Tyrkiet, men også fra Danmark, Tyskland med mere.
For børnene er der også noget specielt. Resterne på de store ruller skæres i stykker på 25 gange 25 centimeter, og en sådan pakke er for nogle et alternativ til fredagsslik. De bliver efter en tur i symaskinen til små punge, frugtposer med mere.
Interessen for stoffer er så stor, at Tina Regenstreif har ansat en ekstra medarbejde, Inger Marlo, der tidligere har haft egen stofforretning i Bredgade.
Inger Marlo skal også bistå med en webshop, der åbner inden længe. Tina Regenstreif har lejet en hel lejlighed i ejendomskomplekset i Bredgade, hvor stoffet, der bestilles på nettet, skal klippes i den bestilte længde og pakkes. Tina Regenstreif håber at være klar med det nye tiltag 1. november.
Tina Regenstreif har haft forretningen i fire et halvt år. Hun er uddannet skrædder i Aarhus og grafisk designteknolog. Hendes erfaring er derfor god til at vejlede kunderne.
Schøneberg Stof & Design har kunder - mange faste - fra hele Nordjylland.
Butikken har enkelte færdigsyede ting - børnetøj, hagesmækker med mere.
- Det er ting, jeg selv syr. Men jeg ville jo gerne have mere tid til at sy, men med hus og tre børn, foruden jobbet i forretningen, er det svært at få tid til mange timer ved symaskinen, siger hun.