Symaskinerne snurrer
Hun fik sin første symaskine, da hun var otte år, og siden har hun elsket at sy.
- Det er en drøm, der går i opfyldelse, siger Susan Kuhlmann, der i dag åbner kjoleskrædderi i Bredgade 64 i Brønderslev. Og hendes kærlighed til at sy kommer til udtryk i navnet på hendes tøj og på forretningen - Sew-In-Love.
I systuen står tre symaskiner til hver sin opgave inden for faget. Og hver maskine har sit speciale.
Susan Kuhlmann syr kjoler efter mål. Og man er sikker på, at ikke andre har samme kjole. Susan Kuhlmann syr nemlig kun én kjole i samme stof.
Det er jersey, der er strækbart stof, der er populært. Og motiverne er blandt andet frugt og blomster, og der er tale om stof med digitalprint, som findes med et utal af motiver.
- Og der skal være masser af glade farver, tilføjer hun.
- Jeg syr kjoler efter 50’er og 60’er stil, som virkeligt er populære, fortæller Susan Kuhlmann, der har rygende travlt ved symaskinerne.
Hun har også færdigsyede kjoler, bluser og nederdele samt børnetøj.
- Jeg har stof hjemme, men kunderne kan også selv komme med stof, fortæller Susan Kuhlmann.
Hun mener, at der kan holdes et prisniveau, der er tæt på at kunne konkurrere med tøj, syet i udlandet. En kjole koster typisk i omegnen af 800 kr. - med stof.
Susan Kuhlmann er udlært som herreskrædder hos Webmore i Ry ved Silkeborg, som er kendt for herrehabitter.
Senere kom hun til S.P. Møbler i Aalborg og syede en tid ventetøj hos Valja Design i Aalborg.
- Jeg har taget en pause med lønnede job, for at være hjemme ved mine fire børn. Men nu er de voksne, og der skulle ske noget nyt.
Forretningen er kun åben om eftermiddagen, for om formiddagen er der gang i symaskinerne.
Og når butikken lukker, sætter hun sig også gerne ved symaskinerne.
Hun har planer om at holde sycafeer, pigeaftener med mere for de efterhånden mange, der syr.
Der holdes reception i dag i Sew-In-Love.