Billede beskrivelse

Svensk stemning i den runde

Cathrine Legardh indtog Den Runde Pavillon

12. maj 2018 kl. 10.15

BRØNDERSLEV: Cathrine Legardh med band - det vil sige - Jacob Christoffersen, piano og Jesper Thorn, bas var på scenen i to omgange i Den Runde Pavillon i Brønderslev.

Tidligt på eftermiddagen var der i et samarbejde mellem Brønderslev Kommune og Jazz9700 børnejazz med Nullernix Band med Cathrine Legardh som Nullerdamen.

Om aftenen var det voksne publikum (enkelte gengangere fra om eftermiddagen) klar til Jazz9700’s arrangement: "A Tribute to Monica Zetterlund", den svenske jazzsangerinde, der havde sin storhedstid i 60’erne og 70’erne. Fortolkeren Cathrine Legardh optrådte i enkel blåstribet kjole og frisure i dæmpet70’er stil. Aftenens sange var fortrinsvis hentet fra Monica Zetterlunds svensksprogede repertoire.

Fru Legardh oplyste i aftenens løb at hun havde både norske og svenske aner, og en glimrende stemme med tydeligt svensk tekstforedrag var en væsentlig del af oplevelsen.

Indledningssangen var en forsvenskning af den gamle "Walking My Baby Back Home" omplantet til "Sakta gå hem genom stan", og stan er selvfølgelig Stockholm. Pianisten Jacob Christoffersen leverede i aftenens løb fremragende akkompagnement til sangene med ligeså fine soli ind imellem. Bassisten Jesper Thorn havde som toneideal en lidt ældre stil, lejlighedsvis krydret med lidt slap bass, dvs. med smæk i strengene. Jesper Thorn viste undervejs dybden af sin kunnen ved at udføre nogle af sine glimrende soli med bue, altså strøget bas, noget man kun hører sjældent i jazzen.

Udover jazzkompositioner i svensk bearbejdning sang Cathrine også flere svenske viser, "der har fået noget jazz på sig" - som en radiovært på P8 kalder det. En drilagtig vise rettet mod de svenske "fantastiske männ" havde titlen "Att angöra en brygga", at anløbe en bådebro, nok en skærgårdsspecialitet. Flere rent svenske viser var i valsetakt, og jazzpianisten Bill Evans’ "Waltz for Debbie" var passende blevet til "Monicas vals"; de to, Bill og Monica, arbejdede også sammen omkring 1964. Vi fik også en forsvenskning af Dave Brubeck’s "Take Five" i 5/4 takt og et indslag, hvor publikum aktiveredes med knips på 2 og 4 og kor, nemlig Ray Charles’ gamle "Hit the Road, Jack", her på svensk "Stick i väg, Jack."

Aftenen sluttede med en Povl Ramel vise, "Uderbart enkel" og som ekstranummer en Olle Adolphson vise. Bifaldet var stort og hjerteligt. Det modne publikum havde fået en enestående oplevelse med fornem musik og sang, der også kunne tale til andre end rene jazz fans.

Næste koncert finder sted fredag 5. oktober, hvor Jazz9700 præsenterer Aarhus Jazz Orchestra (det tidligere Klüvers Big Band) sammen med den danske jazzsangerinde Signe Juhl.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste