Superligahold besøger BI
Alle har mulighed for at møde superligaspillere fra AaB i Brønderslev
BRØNDERSLEV: AaB's superligahold kommer på besøg i Brønderslev, hvor de kommer ud på BI-centret tirsdag 16. oktober. Her kan alle interesserede komme og møde holdet.
- Vi håber at se en masse glade børn og unge på BI-centeret, opfordrer BI-formand Daniel Svane.
- Vi er enormt glade for og stolte af, at en superligaklub har valgt at ligge vejen forbi Brønderslev.
Arrangementet starter klokken 12, hvor der er mulighed for at se superligamandskabet træne. Efterfølgende vil der være mulighed for at få en autograf eller et billede med en af stjernerne.
Daniel Svane oplyser, at bestyrelsen i BI i foråret blev mere end fordoblet, da fire nye medlemmer valgte at træde ind. Derudover fik klubben også en formand for første gang i flere år, og der er således kommet ro på de indre linjer. De nye folk ønsker at bidrage til lokalsamfundet via en lang række nye tiltag, og her er besøget fra AaB altså det første i rækken.