Studenter hædret
Lucas Andersen blev Årets Student på Brønderslev Gymnasium og Hf. Det var præsident i Brønderslev Rotary Klub, Inge Fabritius de Tengnagel, der overrakte prisen til studenten.
- Lucas Andersen er meget vellidt på grund af sin positive indstilling. Han er meget samvittighedsfuld, og han træder gerne til, hvis nogen har brug for en hjælpende hånd. - Han er med til at skabe fester, og er selv aktiv gymnast.
Årets BG Ambassadør blev Kystan Palani fra 3. B. Det var Dorte Vestergaard fra Sparekassen Vendsyssel, der uddelte prisen. Prisen gives til en elev, der gør en særlig indsats.
- Kystan Palani er virkelig en god ambassadør for Brønderslev Gymnasium - både indadtil og udadtil. Hun bidrager til at give Brønderslev Gymnasium et godt image, og hun engagerer sig i, hvad der sker på gymnasiet, som blandt andet talentprojekt, og hun har særdeles kreative evner, der også benyttes uden for gymnasiet.
- Tillige er Kystan Palani dygtig, og medvirker til det gode liv på gymnasiet.
LandboNord havde også en pris til Nana Sønderby Sørensen fra 3. C, der er Årets Kammerat 2017.
- Sociale kompetencer er vigtige, og det besidder Nana Sønderby Sørensen. Hun er respekteret af elever og lærere, og har gjort en særlig indsats over for klassekammerater, sagde Mads Kringelbach fra LandboNord.
For første gang er uddelt priser fra Gerd og Thomas P. Hejles Fond. Thomas P. Hejle var født i V. Hjermitslev, hvor der er rejst en mindesten for ham. Han oprettede Hejleklubben i V. Hjermitslev og Thomas P. Hejles Ungdomshus i København. Priserne påskønner elever, der er med til at skabe et godt miljø, samt også gør noget for det sociale.
Modtagerne var Cecilie Jensen fra 2.O. og Thea Lindrup Jensen fra 3.B.