Stort rykind til Vinens Dag
Med 25 år på bagen som vinbonde i Danmark er Hans Magnussen fra Heden Vingård ved Vester Hassing efterhånden vant til lidt af hvert. Men derfor krydser han alligevel fingre for varme og tørvejr i de næste en til to 2 måneder. Det er nemlig afgørende for årets høst.
- Det lykkedes jo sidste år, som endte med at blive fantastisk. Men vi er allerede en del bagefter i år, så nu skal der altså ikke komme mere regn, forklarede han de fremmødte til årets åbent hus i anledning af den landsdækkende Vinen Dag.
Udover vin kunne de besøgende - og dem var der mange af - også smage på lokal spiritus, honning, kager og meget mere, hvis de da ikke valgte at takke ja til en rundvisning blandt Hedens mere end 1000 vinstokke.
- Vi var jo de første, som dyrkede vin her i Nordjylland, og derfor betyder det også meget for mig at være med til at udbrede det, vi går og laver, påpegede Hans Magnussen.
Han giver gerne gode tips til andre, som kunne have lyst til at forsøge sig med vinproduktion, for efter den spænde start for mange år siden, har han efterhånden fundet frem til nogle sorter, som klarer sig godt i Danmark.
- Vi har vel 10 forskellige sorter. Men Rondo er vores hovedesort, som vi bruger både til rose og rødvin, og derud over har vi også forskellige hvidvin, men nogle af dem er desværre så følsomme, at vi allerede nu se, at en del har fået meldug, så de ikke bliver til noget.
At dyrke vin er for Hans Magnussen både en passion og en måde at få tiden til at gå på.
- Og så er jeg jo selvfølgelig også glad for, at der er nogen, som kan lide det. Gennemsnitligt bliver det vel til omkring 1000 flasker om året, og de plejer heldigvis ikke at være svære at afsætte, forklarede han.
Udover rødvin, hvidvin og rose producerer Heden Vingård også en mousserende vin, og resterne fra produktionen afsættes til Nordisk Brænderi, som laver en grappa-lignende brændevin på drueskallerne.
- Det er ikke ligefrem Amarone, men det smager alligevel godt. Og så synes jeg da, det er fantastisk at opleve, at det i det hele taget kan lade sig gøre at lave vin på vores breddegrader, sagde Søren Bo Svendsen fra Vestbjerg.
Han var en af de mange, som benyttede det gode vejr til at besøg på gården, og det fortrød han bestemt ikke.
- Jeg har blandt andet smagt på rødvinen, og lige om lidt skal jeg med på rundvisning, så det er rigtigt hyggeligt, mente han.
Louisa McKennel, som præsenterede en række danske spiritusprodukter - blandt andet den berømmede Herbie Gin - var det også en god oplevelse.
- Jeg åbner snart min egen butik Gjøl, hvor vi kommer til at sælge produkter fra Skotlander og Nordisk Brænderi. Og så er det jo en god anledning til at komme ud og vise flaget lidt, forklarede hun.
Det tager mindst halvandet år at lave en rødvin af druerne fra Heden Vingård. Så sidste års høst var endnu ikke klar til at blive smagt på, og derfor må det også gerne gå, som det skal, med dette års druer.
- Vi har næsten udsolgt af rose og hvidvin. Men rødvinen tager lidt længere tid, og derfor krydser vi også fingre for regnvejret ikke sinker os mere, end det allerede har gjort, påpegede Hans Magnussen.