Storm væltede det i 2018: Nu er historisk kapel genrejst
Midt inde i Storskoven ved siden af Kærlighedsbøgen ligger et lille trækapel. Under en storm i 2018 væltede et stort træ i nærheden, og det tog i faldet kapellet med, så det blev væltet om på siden og led stor skade. Nu er det imidlertid sat på plads igen og ligger der, hvor det har ligget siden 1938 og gennem alle årene været et yndet udflugtsmål.
Det var spejderne, der i sin tid opførte kapellet i Storskoven, som i 1930 var blevet opkøbt af C.C. von Folsach, der ansatte sin søn, Esbern von Folsach, til at bestyre den. Han var katolik, og det blev hurtigt en tradition, at den katolske spejdertrop, Sct. Thøgers Trop, slog teltlejr på bakken nord for den lavning, hvor kapellet ligger.
- Det er dejligt at se, at kapellet nu atter står der, siger Hans Birk, der er født på savværket i Storskoven og har tilbragt mange timer i skoven sammen med sin kammerat, Kjeld von Folsach, der er søn af Esbern von Folsach og i mange år har været direktør for Davids Samling i København.
- Vi legede meget sammen og for det meste i skoven, hvor vi har haft mange sjove oplevelser. Det gælder også ved kapellet, der især havde vores interesse, når pigespejderne slog lejr, husker han.
- Det er skønt, kapellet er blevet genrejst, men det ærgrer mig, at navnet på det opsatte skilt ikke er stavet korrekt. De hedder Folsach uden d. Det bør rettes hurtigst muligt, siger Hans Birk, der løbende har været i kontakt med sin gamle legekammerat, Kjeld von Folsach, som kommenterer det forkerte navn:
- Ens navn går hurtigt i glemmebogen, siger han.
- Jeg bliver ofte forvekslet med Christianias sagfører Knud Foldschack. Jeg ved ikke, om jeg skal være smigret eller det modsatte. Han er i alt fald mere i medierne, end jeg er, siger Kjeld von Folsach, der videre oplyser, at hans morbror, Paul d’Auchamp, blev præsteviet i kapellet med efterfølgende fest på Ny Skovridergård.
I kapellet blev der afholdt messer for de katolske spejdere enten af præster, der fulgte med, eller af præster fra Aalborg.
- Det er et særligt område, kapellet er placeret i lige ved siden af Kærlighedsbøgen, der gennem de seneste par hundrede år er blevet flittigt besøgt af forelskede unge. Træet står oven på nogle gamle kampesten. Man ved ikke, hvorfor de ligger der, eller om der tidligere har ligget noget der, understreger Hans Birk.
Kærlighedsbøgen er næsten gået ud, men man kan stadig ane en række navne, som kærestefolk har skåret i træet gennem tiden. Der er nu plantet et nyt træ, en blodbøg, så om nogle år kan forelskede fortsætte den gamle tradition ved træet midt i Storskoven.
- Det er et skønt område, som jeg holder meget af. Nu håber jeg bare, de retter navnet på skiltet, slutter Hans Birk.