Store oplevelser står i kø i Nibe

Skalskoven rocker i festivalhumør fra onsdag og til efter midnat lørdag

24. juni 2017 kl. 06.40

pÅ ONSdag kl. 13 åbner Nibe Festival for dette års musikfest i Skalskoven med Johnny Deluxe og Dûne som nogle af de første sceniske aktører.

Og med akkorderne fra dem er der lagt op til en musikalsk galla af de helt store dimensioner frem til natten til søndag, hvor D-A-D og Almost AC/DC slutter festen.

Rigtig mange kunstnere har gennem årene fået en særlig plads i Nibe Festivals hjerte - og de varme følelser ser ud til at være gengældt.

Det skorter absolut ikke på kandidater, når man mindes de mest unikke, festlige og mindeværdige koncerter, der har været på festivalen gennem de senere år.

Og det er helt sikkert derfor. at lørdagen er udsolgt, og at onsdags- og partout-billetterne er tæt på det samme.

Det er 33. gang nibenitterne stiller et frivilligt korps, der kan matche den kolossale tilstrømning af musikelskere fra nær og fjern, men det er første gang i de mange år, at man inden for ganske få kilometer har en en mærkbart konkurrent i DGI’s landsstævne.

Men det til trods er der i år solgt partoutbilletter i et omfang, der betyder at der vil være flere mennesker på festivalen end nogensinde - cirka 16.000 "tikkende hjerter", som det hedder i det lokale festivalsprog.

- Jeg frygtede, at Landsstævnet ville lægge os under større pres, end tilfældet har været, understreger Nibe Festivals mangeårige frontmand, Peter Møller Madsen.

Han understreger, at festivalen gennem hele forløbet har haft en tæt og konstruktiv dialog med Aalborg Events og DGI.

- Alle har opført sig ordentligt, og vi har løst tingene hen ad vejen, siger Peter Møller Madsen.

Men derfor er der dog ingen tvivl om, at sammenfaldet med landsstævnet har påvirket billetsalget.

- Hvis der ikke havde været noget landsstævne, havde vi haft udsolgt nu.

Men han og de øvrige kræfter omkring festivalen har hele tiden været bevidst om, at det ikke nyttede noget at sætte sig hen i et hjørne og surmule.

- Der skal være plads til os alle. Og det værste, vi kunne have gjort, var at blive bange og lave en sparefestival. Det ville have ramt os dobbelt hårdt. Vi har i stedet investeret mere end nogensinde, for vi har været meget bevidst om, at vi var nødt til at være ekstra stærke i år.

Det afspejler sig i musikprogrammet, der med tre internationale hovednavne og et samlet budget på godt 9,5 millioner kroner holder sig i den mere ambitiøse ende af de såkaldt mellemstore musikfestivaler.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste