Omkring 300 publikummer var på plads til søndagens operakoncert i Hedelund. Foto: Allan Mortensen
Livet her

Stor tilslutning til skønsang i parken

18. august 2022 kl. 06:00

Arier, duetter og operetter. Operaen har mange ansigter og har i flere kredse ry for at være lettere utilnærmelig. Selv den skarpeste kritiker måtte dog sande, at opera er meget andet end mol-skala og tung Wagner, da Borger9700 søndag havde kaldt til samling i Hedelund til opera under åben himmel.

Dygtige formidlere som sopranen Mette-Maria Øyen, tenor Jacob Andersen, baryton Thomas Storm og pianist James Sherlock indtog her scenen som et led i Aalborg Operafestival. 300 publikummer havde fundet vej til parken, hvor der blandt andet blev sunget sange fra den italienske opera ”Elskovsdrikken” samt fra den velkendte danske operette ”Farinelli”. Undervejs blev der suppleret med små anekdoter og nyttige hints, således at ingen uprøvede operagæster fik oplevelsen galt i halsen.

Den romantiske operette ”Farinelle” indgik også i repertoiret. Her danser Mette-Marie Øyen og Thomas Storm vals til en af sangene. Foto: Allan Mortensen

Borgmester Mikael Klitgaard (V) var også på scenen. Ikke for at synge, men for i stedet at byde operaen velkommen som en kærkommen tradition i Hedelund.

- Vi skal sørge for, at der kommer forskelligartet kultur her i Brønderslev. Opera er lidt specielt. Jeg er personligt meget imponeret over, at det overhovedet er muligt at synge sådan, lød det fra borgmesteren, der takkede borgerforeningen for initiativet.

Jacob Andersen og Thomas Storm i skøn duet. Foto: Allan Mortensen

Også festival-leder Peter Rønn glædede sig over muligheden for at vise opera i Brønderslev.

- Det her er en fin måde at formidle kunstarten på. Vi har en fornemmelse af, at det er et blandet publikum. Kendetegnende er det dog, at vores kunstnere altid får en fornem modtagelse her i byen. Vi kommer gerne igen en anden gang, lyder det fra Peter Rønn, der bakkes op af Else Simonsen fra Kulturgruppen under Borger9700.

Det var 5. gang, at Borger9700 inviterede til opera i Hedelund. Foto: Allan Mortensen

- For os er det bare en rigtig fin måde at få vist noget kultur. Det hele startede jo med en erkendelse af, at der aldrig tidligere havde været operaforestillinger i Brønderslev. Det ville vi gøre op med, og nu er det altså femte gang, vi afvikler et operaarrangement i Hedelund. Publikum kommer langvejs fra, og med Operafestivalen som samarbejdspartner er vi sikre på et godt produkt. I hvert fald lader det til, at folk igen har hygget sig, siger Else Simonsen.

Annonceret indhold

Nyeste