Stor medlemsfremgang hos Ulsted Rideklub
Mens Ulsted Rideklub tidligere på året tog en nyanlagt springbane i anvendelse, så er der også positive takter på medlemssiden. Hele 25 nye ryttere har meldt sig under fanerne. Medlemsfremgangen fordeler sig på såvel børne- som voksenryttere, og det sker i en tid, hvor mange rideklubber ellers har problemer med at holde medlemstallene oppe.
- Vi er rigtig glade for udviklingen, siger underviser og berider ved Ulsted Rideklub, Maria Nørheden.
- Vi trækker sågar ryttere til fra andre byer. Blandt andet har vi fået nye medlemmer fra både Dronninglund, Agersted og Nørresundby. Og heldigvis er mange af de nye helt små børn, hvilket gør, at fremtiden tegner ekstra lys, konstaterer Maria Nørheden.
Ulsted Rideklub tilbyder dressurundervisning mandag, tirsdag og torsdag for både begyndere, øvede og let øvede. Onsdagene er forbeholdt springundervisning på alle niveauer.