Stor interesse for pigtrådsfest
Stor interesse for at genopleve musik fra 60’erne - fest til sommer i Brønderslev er allerede udsolgt
BRØNDERSLEV: Det går godt med forberedelserne til en koncert 13. juni i Bien i Brønderslev, hvor den kendte popklub PG Klubben i Brønderslev genopstår for en dag.
Det oplyser Jens Dalgaard-Nielsen, der sammen med John Nielsen står for at få dagen op at stå, hvor man igen bringer pigtrådsmusikken til Brønderslev. De to er medstiftere og tidligere bestyrelsesmedlemmer fra 1964 til 1965 i PG Klubben og var også medstiftere af det første rockorkester i Brønderslev, The Nameless.
Faktisk er billetterne allerede udsolgt - samtidlige 90 billetter er reserveret.
- Forberedelserne går godt. Vi har alt på plads indtil nu, og der er venteliste, fortæller Jens Dalgaard-Nielsen.
Han oplever, at der er stor interesse fra hans generation, der var unge i 1960’erne og frem.
- Det bunder i en generel interesse for sin fortid. Nu har man tid til at spekulere på, hvad man egentlig gik og lavede i 60’erne, fortæller han.
Han peger på, at John Nielsen har mange forbindelser i Brønderslev, og gæsterne bliver en bladning af bekendtskaber, venskaber og familieskaber med interesse for fortiden.
- Vi vil give et klart tilbageblik på den tid og med det fremtidsperspektiv, at vi får en hyggelig dag sammen, opsummerer Jens Dalgaard-Nielsen.
Selv har han også været dybt om bord i historien og har interviewet næsten alle pigtrådsmusikere i Brønderslev, hvilket han skal skrive en artikel om til Vendsyssel Årbog.
Og det bliver også et programpunkt på dagen 13. juni, at han skal fortælle om det emne.
Ellers byder dagen på koncerter med en række bands fra dengang. Det bliver med The Nameless, Richard Cory Group og Pretenders.
Pretenders vandt Toppen af Poppen i 1968, og til gensynet i Brønderslev spiller de med den originale besætning og slutter dagen af med et sæt fra deres store repertoire af 60’er, 70’er og 80’er rocknumre.
På dagen bliver der også mulighed for at få et kik på historien, da Lokalhistorisk Arkiv i Brønderslev kommer med en plancheudstiling om Biens historie.
Arrangementet kommer også til at indeholde et slags sammenskudsgilde.