Stor interesse for fremtiden kulturhus
BRØNDERSLEV: Nok er beslag-produktionen for længst rykket ud af de ikoniske fabrikshaller ved Hedelund i Brønderslev. Men det er fremtidsplanerne som bekendt ikke.
De gamle industribygninger skal rumme et helt nyt kulturelt samlingspunkt for byen kaldet “Fabrikken”. Og via diverse bevillinger fra blandt andet flere store fonde er finansieringen af det mere end 150 mio. kr. dyre projekt også på plads.
Lørdag var der så mulighed for at blive klogere på såvel fortiden som fremtiden. Her havde Museumsforeningen for MOSS nemlig kaldt til samling til en dag, hvor der blandt andet var mulighed for at se de bygninger, som skal huse “Fabrikken”.
Det blev et solidt trækplaster. Museumsforeningen kunne allerede på forhånd melde fuldt hus på en dag, hvor det tilmed var nødvendigt at afvise interesserede.
- Det har været helt overvældende, fortæller formand Jens Tofting.
- Der er kæmpe interesse for projektet og det glæder os selvfølgelig. Fabrikken kommer til at udgøre et massivt løft for hele kulturlivet i Brønderslev. Vi ser meget frem til for alvor at komme i gang med projektet.
Arrangementet omfattede blandt andet et besøg i Brønderslev Amatør Scenes kommende lokaler.
Her fortalte foreningens formand, Susanne Berthelsen om BAS’ planer i det nye kulturhus. Endvidere blev der budt på smagsprøver på teaterstykket “Hodja fra Pjort”. Siden var der besøg i Kulturskolens fremtidige lokaler, hvor souschef Lise Gam-Jensen orienterede om planerne dér.
Endvidere blev der budt på musikalsk underholdning, inden Café Kox serverede frokost for de fremmødte. I eftermiddagstimerne forsatte arrangementet med et indlæg af direktør for Vildmosemuseet, Anne Provst.
Museet får således også til huse i “Fabrikken” og Anne Provst kunne blandt andet berette, at der er planer om at etablere en miniudgave af mosen i de kommende lokaler.
Foredragsrækken blev afrundet med indlæg om frivillighed i det kommende kulturhus ved museumsinspektør Lise Hansen. Desuden berettede næstformand Birthe Nielsen om museumsforeningens virke.
“Fabrikken” skal efter planen står klar i slutningen af 2027.