
Stor interesse for 17 nye boliger i Dronninglund
Sundby-Hvorup Boligselskab er nu så langt fremme med bygningen af 17 nye, moderne familieboliger på Moltkes Allé i Dronninglund, at man i lørdags kunne invitere interesserede indenfor på byggepladsen og fremvise en prøvebolig. Hver bolig er på 89 kvm med to værelser, stue/alrum samt have både for og bag.
- Vi er i fuld gang med byggeriet, men er nu så langt fremme, at vi kan invitere indenfor, fortalte direktør for boligselskabet, Jens Erik Grøn.
- Boligerne er indflytningsklare til juli, og derfor vil vi allerede nu gerne vise folk de fine boliger. Vi har jo bygget dem i en periode, hvor priserne er steget gevaldigt, men det er heldigvis lykkedes for os at bygge dem, så vi kan tilbyde lejerne en fornuftig husleje. Den bliver på 7.300 kroner om måneden, fortalte direktøren, der glædede sig over, at mange havde fundet vej til de nye boliger trods sne og slud.

Borgmester Mikael Klitgaard var også til stede ved fremvisningen for at fortælle om kommunens udstykninger på Moltkes Allé. Her råder kommunen nemlig over fem byggegrunde, som borgmesteren gjorde et ihærdigt forsøg på at få afsat.
- Interessen for de 17 nye boliger har været stor, og jeg er helt sikker på, at vi hurtigt får dem lejet ud til en række folk, der kan glæde sig til at flytte ind 1. juli, sagde direktør Jens Erik Grøn, der ved fremvisningen sammen med andre medarbejdere serverede kaffe og kajkager til alle.