Stolte køkkenfolk fra starten

JKE Køkkenet har 50 år på bagen netop i år

07. april 2020 kl. 08.01

JERSLEV: JKE fra Jerslev har leveret køkkener til de nordiske hjem i 50 år her i april, hvor virksomheden har fødselsdag.

Her er nordjysk fighter-vilje - Corona-virus eller ej.

I produktionen laver medarbejderne hver dag køkkener, selv om en stor del af Danmark lige nu er lukket ned.

Hjulene skal holdes i gang - kunderne skal have deres køkkener til tiden. Sådan har det været siden 1970.

I dag er nordjyske JKE kendt for at tænke bæredygtigt og anderledes, når der skal udvikles nye køkkener.

Virksomheden, som nu fylder 50 år, var først til at hente linoleum op fra gulvet og bruge det på køkkenlågerne.

Det var også designerne hos JKE, der først tænkte: Træerne vokser opad – så skal trælamellerne i det nyeste køkken, JKE Nature, da gøre det samme.

De stilsikre køkkener er der mange, som falder for.

Eksempelvis blev et sort JKE-køkken Danmarks mest populære køkken i 2019 på Houzz, verdens største platform for arkitektur, indretning og design.

Omhuen ved at lave et kvalitetskøkken er den samme som i 1970, men produkterne har ændret sig radikalt over de fem årtier.

Da tømrermester Erik Lund for 50 år siden etablerede Jerslev Køkken Element Fabrik på en nedlagt landbrugsejendom i Klæstrup, så var det for at producere elementkøkkener i lange baner til danskerne.

Hverken før eller siden er der blevet bygget så mange typehuse i Danmark, som der blev mellem 1960 og 1980: 450.000 styk. Og i alle de nye huse skulle der selvfølgelig være et køkken. Ikke et hvilket som helst køkken, men et hyggeligt samlingspunkt for familien.

I 70’erne var opdelingen mellem køkken og spiseafdeling nemlig på vej ud.

Et nyt køkkenalrum skulle være rammen om et afslappet, uformelt samvær, som var blevet moderne.

- Vi har medarbejdere, der har været her 30-40 år, og når jeg taler med dem, så er det tydeligt, at mange af vores værdier har levet i alle virksomhedens 50 år.

- Det hele begyndte med stolte, lokale håndværkere, som ville lave køkkener, der var bedre og mere moderne end dem, der allerede var på markedet.

- Sådan er det også i dag. Dét at arbejde sammen om at udvikle og lave køkkener, der holder i årtier, giver en stærk fællesskabsfølelse, siger Claus Beier, CEO.

Han har selv har været i JKE i tre år.

Claus Beier kalder kulturen i JKE for åben.

Her er plads til dialog og interaktion med lokalsamfundet.

En meget stor del af medarbejderne kommer lokalområdet. Alle køkkener laves i dag fortsat i Nordjylland.

- Vi er den største virksomhed i Brønderslev Kommune, og det synes vi forpligter.

- Vi har gennem alle årene taget mod medarbejdere, som har brug for en ekstra hånd for at kunne være på arbejdsmarkedet. Det er vores arbejdsplads rummelig nok til at kunne tilbyde, og det skal vi holde fast i, siger Claus Beier.

I alt har JKE 95 ansatte.

I alle år har Danmark været hovedmarkedet, skarpt forfulgt af Norge og derefter Sverige.

I 70’erne satsede JKE også på mere eksotiske markeder som Kuwait, Dubai og Iran, hvor der blev hentet store ordrer.

I de mange byer i Norden, hvor der er JKE-butikker, gør forhandlerne også en stor indsats for at have en tæt forbindelse til de enkelte lokalsamfund.

Stadig flere ser bæredygtighed som en selvfølge – også når de køber køkken.

JKE går forrest ved at tænke bæredygtighed på mange fronter. Både med hensyn til nye køkkenmodeller som JKE Nature og linoleumskøkkenet, hvor der er satset på naturmaterialer, men også i måden, der bliver produceret på.

- Vores mål er klart: JKE-køkkener skal blive grønnere og grønnere for hver gang, vi designer et nyt køkken. Om tre år skal mindst 90 procent af materialerne i køkkenet være genanvendelige, siger Claus Beier.

JKE producerer sine køkkener på baggrund af 100 pct. grøn energi, og det vigtigste råmateriale er baseret på træ, som er et fornybart materiale.

Virksomheden går bevidst efter naturlige og holdbare materialer, som holder til hverdagens brug i rigtig mange år.

Et tilbageblik viser, at mange af de køkkenvirksomheder, som var på markedet i 70’erne, ikke er her mere.

JKE har også oplevet vanskelige år, men har overlevet på den gode kvalitet, det sikre nordiske design og evnen til at tilpasse sig.

- Vi har gennemført en vellykket turn around, som betød, at vi kunne se ind i en fremtid med sund drift. Vi har investeret massivt i en moderne produktion og på at strømline vores forretning. Hermed har vi gjort alt, hvad vi kunne, for at stå stærkest muligt i den tid, som vi befinder os i lige nu. Imidlertid vil vores forretning blive hårdt ramt af Corona-virus – akkurat som alle andre virksomheder, siger Claus Beier.

Men han tror på, at JKE også vil være her om 50 år, fordi virksomheden er omstillingsparat og innovativ.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste