Støtteforening på medlemsjagt
Støtteforeningen for Neurocenter Nord i Brønderslev vil gerne støtte sygehuset mere, end det er muligt i dag. Men det kræver indtægter.
- Vi har brug for flere medlemmer, siger formand for Støtteforeningen for Neurocenter Nord, Allan Ingerslev, Løkken.
- Vi har gennem en årrække mistet en del medlemmer. Det er ikke kun antallet af privatmedlemmer, der er stoppet, men også virksomheder. Vi håber, at flere virksomheder vil bakke op om os og et sygehus med 120 arbejdspladser.
Noget af det, der står højst på neurocentrets ønskeseddel er to pavilloner. De to pavilloner, som støtteforeningen i 2007 skænkede neurocentret, måtte i fjor pilles ned af sikkerhedsmæssige årsager. De var simpelthen rådnet op.
- Vi vil gerne opfylde sygehusets ønske om to nye pavilloner, men for at få råd til det, skal der flere medlemmer og større donationer til, fortæller Allan Ingerslev.
Foruden støtte fra medlemmerne modtager støtteforeningen også donationer fra både private og firmaer.
- Men vi kunne godt bruge endnu større støtte, siger han.
Støtteforeningen har planlagt den årlige parktur 30. maj, hvor patienter og pårørende går en tur i den blomstrende park, og efterfølgende er der musik og underholdning på Restaurant Hedelund. Borgmester Mikael Klitgaard lægger også vejen forbi.