Større lokaler til Skjold Burne
Skjold Burne har i næsten 100 år holdt til i Bispensgade tæt på Østerå og Nytorv, men fra 11. maj er det slut.
Den hæderkronede forretning har brug for mere plads og det har den fundet å Boulevarden 5, hvor dørene slås op 19. maj.
- Ejendommen i Bispensgade gennemgår netop nu en større renovering og ombygning, og det var en anledning for mig til at tænke i nye baner.
- Vi har længe døjet med mangel på plads, så da muligheden for at rykke til de meget større lokaler på Boulevarden opstod, så var det bare om at slå til, siger indehaveren af Skjold Burne, den 43-årige Søren Skovlund.
De nye lokaler rummer 200 kvadratmeter butik og har lager i tre forskudte plan.
Søren Skovlund blev i 1988 ansat hos Skjold Burne som altmuligmand og bud. Senere kom han i lære og fik sin handelsuddannelse i butikken, som han overtog i 2005.