Stjernebestrøet revy klar i Aalborg
Sjældent har en udgave af Cirkusrevyen vist modtaget så megen hæder - og indkasseret så mange stjerner - som den, der fra onsdag 6. september går over scenen i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Senest er skuespilleren Henrik Lykkegaard løbet af med prisen for "årets parodi" i forbindelse med "Revygalla 2017", takket være gengivelsen - komplet med højt hår, trutmund og meget karakteristiske arm- og håndbevægelser - af tidens mest omtalte politiker, den amerikanske præsident Donald Trump.
Og ved premieren på Bakken i maj nærmest vadede revyen i fem- og seks-stjernede anmeldelser, ikke mindst takket være et af de numre, der har tiltrukket sig størst opmærksomhed, nemlig det, hvor Lise Baastrup giver den som integrationsminister Inger Støjberg, der blev berømt/berygtet for at have markeret stramning nummer 50 på udlændingeområdet med en lagkage.
Det har resulteret i en - for tekstforfatteren Carl Erik Sørensen - meget karakteristisk tekst, "Kagekonen", hvor han blandt andet lader ministeren nå frem til, at "hvad gør det, at andre mennesker går og har det skidt, når bare man har sin gode appetit"?
Undervejs i revyen forvilder revyens grand old man, Ulf Pilgaard, sig også ud i en længere monolog om, hvor besværligt det er at komme af med postforsendelser i disse tider, ligesom der er blevet plads til et længere sangnummer, hvor alle i revyen er på scenen for at give "De grå synger" om, hvor meget er brug for alle på arbejdsmarkedet, nærmest uanset hvor gamle og affældige de er blevet.
Udover Henrik Lykkegaard, Lise Baastrup og Ulf Pilgaard består årets revyhold af Niels Ellegaard og Lisbet Dahl. Hun har også instrueret, mens James Price fungerer som kapelmester.
Efter premieren 6. september fortsætter revyen torsdag 7. september, to gange fredag 8. september, lørdag 9. september og endelig to gange søndag 10. september, idet der sidste dag er blevet plads til både en eftermiddags- og en aftenforestilling.