Stille, men ikke helt øde
Der er stille i midtbyen i Brønderslev, men man kan stadig møde folk hist og her
BRØNDERSLEV: Bybilledet i Brønderslev er præget af faren for smitte med corona. Men man kan møde nogle folk hist og pist, og der var også nogle parkerede biler langs Algade tirsdag formiddag.
Torben Nielsen kom gående alene ved Peter Møllers Plads. Også hans hverdagsvaner er ændret af corona.
- Jeg er bare ude at få lidt frisk luft. Jeg har været ude at handle og har sat min bil og går en tur. Min ældre far ringer jeg til i stedet for at mødes med. Det er sådan, det er. Der er ikke så mange andre muligheder, konstaterede han.
Han synes, det er svært at sige noget bestemt om hele situationen.
- Men folk skal bruge deres sunde fornuft. De skal tænke på andre og ikke kun på sig selv - især på ældre mennesker. Derfor skal man ikke stå 10 mennesker i kø og hoste på hinanden, sagde han.
Har fået malet kontoret
Foran apoteket mødte vi Kurt Sørensen, der også var alene af sted. Han havde brug for et besøg på apoteket, da han manglede medicin. - Der var en enkelt ting, jeg var ved at rende tør for, så det var jeg nødt til at hente, fortalte han.
Han er opmærksom på at holde afstand til folk og ikke røre ved noget unødvendigt. Og så holder han sig ellers hjemme og tager kun af sted efter det, som er nødvendigt.
- Det går fint. Jeg har et hus, så kan jeg arbejde på det. Jeg har tømt kontoret og fået det malet, fortalte han.
Hjemme med sønnen
Christine Andersen havde sin fireårige søn, Noah, med ind til byen og havde været inde med en jakke, der skulle have skiftet lynlås.
Men ellers er hun hjemme med sønnen, og det går såmænd godt nok.
- Vi finder på noget at lave. Jeg tænker bare, det hedder hygge, og hvad vi nu finder på derhjemme, sagde hun.
Om hele situationen mener hun, at det er noget overdrevet.
- De har blæst det så meget op, mente hun.
Tør for håndsprit
I Matas i Brønderslev var der nogle kunder. De kunne blandt andet blive ekspederet af stedfortræder Heidi Kromann, som dog er løbet tør for håndsprit. De ved ikke, hvornår de får håndsprit igen og fraråder det ligesom Miljøstyrelsen, når folk vil købe ting til at blande deres egen håndsprit.
- Med en almindelig god håndhygiejne kommer man langt. Og afstand til folk, sagde Heidi Kromann. Til gengæld er der andre ting, de byder på i Matas. De sælger også forskellige vitaminer, antioxidanter og andre ting, der kan booste immunforsvaret.
Og de har stadig kunder i butikken.
- Det er svært at sige, hvor stor tilgangen af kunder er. Jeg synes mere, det er gadebilledet, der er tomt, mener Heidi Kromann.
Lidt håndsprit er der dog i butikken. Der er nok til, at de ansatte selv kan holde en god håndhygiejne, og de spritter også dankortautomat, diske, indgangsparti og håndtag af mange gange, så de kan passe på sig selv og kunderne.