Sterup gør klar til aktiviteter
Sterup Borgerforening arbejder i kulissen, og byens park får et løft
STERUP: Forårets arrangementer i Sterup Borgerforening er blevet aflyst, men foreningen er ikke gået i stå.
Det oplyser formand Michael Jørgensen i en pressemeddelelse.
- Bestyrelsen har arbejdet i kulissen for, at den kan være klar til, at Covid 19 restriktionerne ophæves, med nye spændende tilbud i lokalsamfundet, skriver han.
Udover arrangementer arbejder bestyrelsen på, at deres vartegn forsamlingshuset og byparken Johannes Minde kan fremstå smuk og indbydende til at modtage gæster.
- I øjeblikket er der ved at blive opført et redskabsskur til opbevaring af haveredskaber. Der vil i løbet af sommeren blive etableret lys på parkeringspladsen og i parken, hvor der bliver lys på hytten og omkring søen, oplyser han.
Der er også flere aktiviteter på programmet hen over sommeren og efteråret. 2. oktober kommer Søren Ryge og giver et foredrag.