Sterup får en bypark
Johannes Minde bliver navnet på en bypark, der nu etableres i Sterup - bag forsamlingshuset.
Arealet har tilhørt Johanne Mikkelsen, og det er datteren, Inga Mikkelsen, der har skænket de ca. 10.000 kvadratmeter til Sterup by. Helt konkret skal Sterup Borgerforening betale én krone for arealet.
Der er udarbejdet et projekt for området, som omkring 40 Sterup-borgere nikkede ja til at gennemføre.
Det vil koste ca. 155.000 kr. at realisere projektet, men de 105.000 kr. er i hus.
- Vi har søgt flere fonde, og vi håber at komme i betragtning, siger formand for Sterup Borgerforening, Michael Jørgensen.
Der er bevilget 75.000 kr. fra Grøn Ordning, og de skal bruges til at grave en sø. 25.000 kr. fra Landsbyrådet er øremærket til en bålhytte. Endelig har genbrugsforretningen Tusindfryd i Jerslev bidraget med 5.000 kr.
Der etableres en sø
Det er planen at grave en sø på 1000 kvadratmeter på det mest våde område. Der skal også opføres en bålhytte, og byens legeplads flyttes hertil. Der skal plantes læhegn omkring arealet.
- Planen er, at det firma, der etablerer søen, skal vedligeholde området i to år. Derefter bliver det Sterup-borgere, der må slå græs og ellers vedligeholde arealet, fortæller Michael Jørgensen.
Målet er, at der kan plantes til efteråret.
På borgermødet blev der også fremsat ønske om shelters, borde-bænkesæt med mere.
Brønderslev Kommune har påtaget sig at fjerne bygningerne, og det sker via kommunens nedrivningspulje.
Johanne Mikkelsen boede på ejendommen til sin død i fjor. Datteren, Inga Mikkelsen, siger, at hun synes, det er et godt minde om hendes mor, at der etableres en bypark.
- Det er mit fødehjem, så jeg synes, området skal bevares.
Fem hektar til ejendommen sælges fra.
Johannes Minde skal være en oase for byen - et sted, hvor borgere tager hen og nyder området.
Det bliver Michael Jørgensen sammen med Kaj Ahlmann, der skal forestå det juridiske omkring etablering af byparken.