Statsminister besøger AOF
I forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget besøger statsminister og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen onsdag den 15. november Struer, Morsø og Brønderslev.
Dagen starter med et besøg hos Bang & Olufsen sammen Venstre-borgmester Mads Jakobsen i Struer Kommune. Herefter går turen mod Morsø Kommune, hvor statsministeren besøger virksomheden Dencker A/S i selskab med Venstre-borgmesteren Hans Ejner Bertelsen. Begge besøg vil have fokus på iværksætteri og erhvervsvilkår.
- Dansk økonomi står stærkt. Men det må vi ikke tage forgivet. Vi skal holde fast og give det økonomiske opsving flyvelængde og flyvehøjde. Derfor indgik regeringen i søndags en erhvervs- og iværksætteraftale, hvor der investeres 14,7 mia. kroner frem til 2025 i at gøre virksomhederne stærkere og skabe grundlag for, at nye virksomheder kan vokse frem. Aftalen betyder, at vi har taget endnu et vigtigt skridt mod at sikre udvikling og vækst i hele landet, siger Lars Løkke Rasmussen.
Dagens sidste besøg foregår på Sprogskolen AOF i Brønderslev Kommune. Med på besøget er Venstre-borgmester Mikael Klitgaard. Brønderslev Kommune har med en række initiativer gjort en vigtig indsats for at hjælpe flygtninge ud på arbejdsmarkedet. Det er rigtig godt for integrationen, når flygtninge bliver en del af det arbejdende fællesskab, mener Lars Løkke Rasmussen, statsminister og formand for Venstre.
- Det sætter et stort skub i den enkeltes integration, når de kommer ud på det danske arbejdsmarked. I Brønderslev har med sine initiativer stor succes med at få flygtninge enten i uddannelse og arbejde. Jeg glæder mig derfor til at se et eksempel på en af de mange indsatser, når jeg besøger Sprogskolen AOF i Brønderslev, siger Lars Løkke Rasmussen.