Stafetten på skinner

Stort lokalt planlægningsarbejde med Stafet for Livet er godt i gang

19. maj 2018 kl. 09.54

BRØNDERSLEV: - Der er styr på planlægningen i Stafet for Livet i Brønderslev. Planlægningen af årets Stafet for Livet kører i øjeblikket for fuld blus.

- Der er ved at være styr på tingene, oplyser Henrik Jespersgaard fra styregruppen. Vi har allerede mange tilmeldinger til arrangementet 16 og 17. juni i rododendronparken, men der er plads til flere der støtter den gode sag.

Status lige nu er 33 tilmeldte hold, 396 deltagere, 31 fightere og to tændte lys.

Fightere er personer der viser vejen:

Fighterne er personer, der har hørt ordene "Du har kræft". Det vil sige nuværende eller tidligere kræftpatienter, der kaldes fightere, fordi de ved, hvad det vil sige at kæmpe.

Stafet For Livet åbnes med en fighterrunde, hvor fighterne går den første runde på stafetbanen iført den gule t-shirt, der symboliserer håb og optimisme. 

Alle de øvrige deltagere ved stafetten hylder og støtter fighterne og deres kamp. Mange fightere fortæller, at fighterrunden og Stafet For Livet er en kæmpe oplevelse, dels fordi de oplever en støtte og opbakning og et fællesskab med andre kræftpatienter. Dels fordi det er en mulighed for at synliggøre det, de har overvundet allerede, og fejre livet sammen.

Fightere er æresgæster ved stafetten. Man er altid velkommen på stafetten - også selvom du ikke har overskud til at deltage hele døgnet.

- Ved at stå frem som fighter er du med til at nedbryde tabuer om kræft, siger Henrik Jespersgaard. Derudover giver du håb til andre kræftpatienter og deres pårørende om, at kræft kan bekæmpes

- Følelsen af sammenhold og fællesskab blandt fighterne er meget stærk. På stafetten kan du dele både gode og svære oplevelser fra kampen med andre, der har været i samme situation. Dette netværk er meget givende, og gør Stafet For Livet til en stor oplevelse for dig som fighter.

- Opbakning og støtte er afgørende i kampen mod kræft. Stafet For Livet er en oplagt mulighed for at være sammen med familie, venner og andre, der har hjulpet dig i din kamp. Benyt lejligheden til at invitere dem med til stafetten, lyder opfordringen fra Henrik Jespersgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste