Stafet for Livet lancerer nyhed
BRØNDERSLEV: Stafet for Livet Brønderslev kan nu løfte sløret for et af årets nye tiltag: ”Teltpakker”.
I år tilbydes en færdig pakke med telt inklusive gulv, borde og stole, alt opstillet og klar til brug. Teltpakkerne findes i fem forskellige størrelser, så det bliver ikke nemmere at oprette et hold til Stafet For Livet.
Det skriver Stafet for livet Brønderslev i en pressemeddelelse.
Stafet For Livet Brønderslev er et årligt event, som finder sted midt i juni i Rhododendronparken. I år er det fra lørdag den 15. juni kl. 12 til søndag den 16. juni kl. 12, hvor der afholdes Stafet For Livet for at samle penge ind til kræftsagen.
Overskuddet går til forskning og Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Brønderslev.
Det handler også om fællesskab, at turde åbne op for tabuet omkring sygdommen, samt at fightere og pårørende kan mødes med ligestillede.
Lørdag aften samles vi til den smukke lysceremoni, hvor der tændes lys for dem, der kæmper mod kræft, eller dem, som vi har mistet.
Stafet For Livet har de tidligere år modtaget forespørgsler specielt fra virksomheder om muligheden for at leje et telt med indhold, så de kan danne et virksomhedshold uden at skulle bekymre sig om det praktiske ved stafetten.
Logistikgruppen bag stafetten har i løbet af vinteren arbejdet på at sammensætte et godt tilbud, en samlet løsning til virksomheder, så de let kan oprette et hold og deltage ved Stafet For Livet Brønderslev. De kan nu tilbyde teltpakker i forskellige størrelser.
Den mindste, teltpakke 1, passer til ca. 9 personer, og den største, teltpakke 5, rummer op til 65 personer. Teltpakkerne indeholder telt, gulv, bord og stole/bænk, som opsættes inden stafetten og nedtages igen, når stafetten er slut.
Interesse for at få strøm eller varme til teltene har også været til stede. Stafet for livet Brønderslev giver derfor alle hold mulighed for at leje forskelligt ekstra udstyr til deres holdtelt.
Ønskes lidt luksus i teltet, er der mulighed for at tilkøbe el-tilslutning med to dåser, gasvarmere (eksklusive gas), køleskab, lyskæde på 25 meter og bløde hynder til bænke eller stole. Tilbehøret vil, ved forudbestilling, blive leveret direkte i holdteltet.
Skulle man blive sulten i løbet af døgnet, er det muligt at forudbestille stafettens søndagsmorgenmad, som leveres mellem kl. 8-9 i Den Runde Pavillon.
Alle de nye tiltag – teltpakker, tilbehør og morgenmad – skal forudbestilles inde på Stafet-shoppen senest den 31. maj 2024.
I år vil stafetten lave et streetfood-område lige udenfor Den Runde Pavillon. Der vil blive opstillet borde og bænke, omkranset af forskellige boder fra Mortensens Mad.
Stafet For Livet Brønderslev håber, at folk vil tage godt imod de nye tilbud.