Billede beskrivelse

Sort af mennesker til Open By Night i Dronninglund

29. april 2023 kl. 19.24

Efter nogle år med nedlukninger og restriktioner var Open By Night i fredags tilbage i Dronninglund i vanlig stil med masser af mennesker, god stemning og fristende tilbud i alle byens butikker, der denne aften holdt åbent til kl. 21. 

Sjældent har der været så mange mennesker i byen til et sådant arrangement, men Dronninglund Handel havde også lagt sig i selen med eventmager og tidligere citychef Arne B. Schade i spidsen.

Billede beskrivelse

Der var masser af liv i byens gader med optræden af klovnen Happy, gratis hotdogs til de første 100, klatrevæg og hoppeborge for børn og m.m. 

Og så var der lige trækplastret over dem alle: Johnny Hansen fra Kandis. Han er en populær herre, og allerede længe før han skulle optræde, begyndte folk at stimle sammen foran scenen på torvet.

Billede beskrivelse

Begejstringen var stor, da han gik på scenen, og allerede fra de første strofer af ’En lille gylden ring’ sang og gyngede folk med, og sådan fortsatte det under hele koncerten. 

Ud over en perlerække af hits fra den 40 år lange karriere fortalte den populære sanger anekdoter og små vitser, ligesom han efter koncerten tog sig tid til at skrive autografer og beredvilligt stillede op til selfies.

Billede beskrivelse

De mange mennesker i byen bevirkede også travlhed i butikkerne, så det var derfor en storsmilende formand for Dronninglund Handel, Anders Dige, der med tilfredshed kunne konstatere, at succesen var hjemme. 

Han og de øvrige handlende får dog ikke lang tid til at hvile på laurbærrene, for allerede fredag 26. maj er der på ny Open By Night i byen med et omfattende program, der bl.a. omfatter underholdning af sangeren og entertaineren Stig Rossen.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste