Sorg ramte glædens dag
Den grønlandske nationaldags fejring skulle være en glædens dag, men den blev formørket af tragedien ved Uummannaq
Det var tænkt som en glædens dag - denne onsdag, som Det Grønlandske Hus i Aalborg havde planlagt i Aalborg Zoo med kage, sange, taler og god, grønlandsk mad.
Men fejringen af den grønlandske nationaldag blev formørket af den naturkatastrofe, som ramte den grønlandske vestkyst ved fjorden Uummannaq og krævede fire menneskeliv.
- Det skaber ikke nødvendigvis skår i dagens glæde. Men det er hårdt, for det er en glædens dag, men der er også en katastrofe i gang, som er stor i Grønlands historie, siger Søren Stach Nielsen, direktør for Det Grønlandske Hus i Aalborg.
Der var et minuts stilhed, og den traditionsrige, grønlandske salme Guutiga Illimmi (Nærmere Gud til dig) blev sunget til ære for ofrenes pårørende.
Selvom der er mange kilometer fra Aalborg og op til den del af den vestgrønlandske strækning, der blev ramt, betyder det stadig alverden for det grønlandske samfund i Aalborg at sætte fokus på de evakuerede og savnede i katastrofen.
- Det betyder meget, at vi kan give udtryk for vores sorg og vise vores støtte, siger Søren Stach Nielsen.
Til markeringen af den grønlandske dag deltog der lokale pårørende til de berørte ved Uumannaq.
Det ene minuts stilhed og salmen var alligevel kun en mindre del af dagen i Aalborg Zoo.
Der var musikalsk underholdning i flere afskygninger, og maden var i centrum. Der var smagsprøver på grønlandske delikatesser, og den store grill blev om aftenen tændt, så deltagerne kunne grille.
- Her har vi mulighed for at møde gamle venner. Der er jo folk fra hele Nordjylland, som kommer herind og fejrer nationaldagen, siger Søren Stach Nielsen.
Nationaldagen er placeret på årets længste dag.