Sommermusik i domkirken

13. juli 2017 kl. 08.39

Ved den tredje sommerkoncert i Budolfi kirke onsdag 19. juli kl. 19.30 vil man kunne opleve tenoren Mathias Hedegaard i et program med vokalværker af Leonard Bernstein, Händel, Haydn, 200-års jubilaren Niels W. Gade og Carl Nielsen.

Mathias Hedegaard slog tidligt sit navn fast som en efterspurgt og prisbelønnet lys, lyrisk tenor. Hans cd-indspilninger med danske sange og arier har vundet international anerkendelse, og som solist i blandt andet Bachs Passioner har han samarbejdet med flere af Nordeuropas bedste barokorkestre og dirigenter.

Aftenens solist akkompagneres af domorganist Erling A. Thomsen, der tillige bidrager med soloværker for orgel af Niels W. Gade og nordmanden Mons Leidvin Takle.

Ved orgelmatinéen lørdag 22. juli kl. 12.15 er der unge kræfter på banen: Solist er her Jonas Hellesøe Nielsen, der med topkarakter i alle spilleeksaminer netop har afsluttet kandidatuddannelsen i orgel og improvisation på Det jyske Musikkonservatorium.

Tre prægtige orgelkomponister er på programmet: Bach, Mendelssohn og Maurice Duruflé - fransk orgelmusik, når den er bedst!

Jonas Hellesøe vandt i 2009 Odense Klaverkonkurrence og blev i foråret 2017 semifinalist i Wadden Sea International Organ Competition.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste