Sommerfest støtter ØBI
Hele byen går sammen om at støtte nødlidende idrætsforening
ØSTER BRØNDERSLEV: Spar-købmand Jan Jæger, Øster Brønderslev, har sammen med Ø. Brønderslev Idrætsforening samt en masse andre erhvervsdrivende i lokalområdet stablet en hel lille sommerfest på benene lørdag 9. juni.
Formålet er at hjælpe byens idrætsforening ØBI, der har offentliggjort et underskud på godt 200.000 kr. på grund af nedgang i aktiviteter, sponsorater samt effekten af de store nedskæringer på diverse tilskud i Brønderslev Kommune, til kultur og idrætten gennem de seneste 8-10 år.
Men i stedet for bare at græde offentligt i aviserne og håbe på kommunens velvilje, så har byen samlet erhvervslivet og idrætsforeningen til en fælles indsats og besluttet at gøre noget konstruktivt ved underskuddet via nye aktiviteter.
Jan Jæger fortæller begejstret:
- Vi lukker simpelthen Elmevej ved byens nye pizzaria og oppe ved mig i Spar-butikken. Der bliver omkørsel via Engvej-Broagervej-Hvilshøjvej. Dermed får vi også fejret og indviet vores nye flotte vej på en ordentlig måde.
- Imellem Pizzariaet og Spar-butikken kommer der et hav af aktiviteter. Der bliver f.eks. et stort loppemarked dagen igennem, stadeplads bestilles gennem Helene Andersen, ØBI, Indskyder Jan jæger med et glimt i øjet. Der kommer udstilling af veteranbiler, hoppeborg, container med guldgraver aktiviteter, legebiler fra Toyota Brønderslev og MJ i Nørresundby laver konkurrencer med styring af lift.
Jan Jæger fortsætter: - Ved Spar-butikken kommer der telt med bl.a. musik med duoen Jensen & Fisker. De spiller frem til klokken 16. Der vil også være sildebord til kun 20 kronersamt lykkehjul med gode sponsorgevinster. Og der kommer sikkert meget mere til. Spar-butikkerne holder det årlige torvemarked, så vi kommer helt bestemt med en masse gode tilbud på dag.
I teltet ved CL Partyservices nye p-plads - inde bagved butikken - underholder duoen, 2Fools fra klokken 19 til 22. CL Partyservice serverer helstegt pattegris dagen lang til billige penge.
Ens for alle aktiviteter, stadepladser, mad mm er at overskud går ubeskåret til at hjælpe ØBI gennem krisen.
Elmevej lukkes klokken 9 og aktiviteterne begynder omkring klokken 11. Elmevej åbnes igen for trafik omkring kl. 18, hvor aktiviteterne sker i teltene ved Spar og CL Partyservice. tex