Livet her

Sommerfest med jubilæum, fodbold og hygge

27. juni 2022 kl. 15:55

For første gang i 3 år kunne Holtet Idrætsforening i sidste uge gennemføre en ægte sommerfest med tilbud til alle aldersgrupper. Det meste af ugen var indrammet af herligt vejrlig, der blandt andet skabet fine betingelser for Sparekassen Danmark Cup. Her dystede både klubber og firmahold fra mandag til onsdag i kampen om præmier og håneretten frem til næste sommer.

Turneringen efterfulgte i øvrigt en travl optakt til sommerfesten, hvor Holtet IF forrige lørdag fejrede 50 års engagement i kvindefodboldens verden. Tidligere og nuværende spillere, trænere og ledere var inviteret til jubilæumsfest i teltet.

Landsstævneholdet fra Gandrup/Holtet Gymnastik gav lørdag eftermiddag opvisning. Foto: Allan Mortensen

Torsdag aften var der Sankt Hans-fest på stadion med grillhygge samt båltale af den lokale sognepræst, Anders Grinderslev. Og lørdag kulminerede sommerfesten så med et hæsblæsende program, der begyndte med afslutning for klubbens ungdomsspillere. I middagstimerne var der familiebanko i teltet, inden de yngste kunne hygge sig med karameljagt.

Senere serverede det lokale landsstævnehold i gymnastik en festlig opvisning, hvorefter det gik løs med sjove konkurrencer for hold. Festlighederne sluttede lørdag aften med party teltet til tonerne af ”Drenge på tur”.

Nyeste