Sommerferie blev startet med fodboldskole
Det blev en uge med alt fra højt solskin til tordenvejr, bæst og regn, da Vester Hassing GF indledte sommerferien med DBU-fodboldskole. 112 piger og drenge tog del i arrangementet, der er en mangeårig tradition i klubben. Mandag til fredag stod den således på finter og spark, sjove øvelser og masser af nye bekendtskaber for de mange deltagere.
- Det er gået rigtig godt. Mandag måtte vi dog sende deltagerne i tørvejr i hallen som følge af tordenvejret, forklarer fodboldskoleleder, Joachim Hjorth.
- Men generelt har vi haft en god uge. Deltagerne har haft det sjovt og som altid er det lykkedes at knytte venskaber på tværs af klubberne, tilføjer Joachim Hjorth.
Meldingen er den samme fra deltagerne. - Det er sjovt at være på fodboldskole. Man keder sig aldrig og så lærer man en masse nye ting, lyder det fra Oscar og Magnus på 12 år fra Vester Hassing. De to drenge bakkes op af Clara, Andrea, Naya og Signe fra henholdsvis Hals og Vester Hassing. - Det bedste af det hele er næsten, at man får en masse nye venner. Så gør det ikke noget, at vejret ikke altid er det bedste.
Deltagerne på årets fodboldskole blev udover nye færdigheder også begavet med blandt andet spilledragt og drikkedunk.