Sommerbasket i Brønderslev
Brønderslev Basketball Klub har for vane at afvikle en basket-lejr i sommerferien. Som følge af coronaen blev der dog i år sat en stopper for den kommunale opbakning. Den særlige statslige pulje til at skabe aktiviteter for børn og unge kom dog klubben til undsætning.
I den forgangne uge dannede Brønderslev Hallen så alligevel ramme om en basket-sommerlejr. Det foregik mandag til fredag, hvor klubbens trænere bidrog med grundlæggende introduktion til spillet, og hvor der alle dage blev øvet boldomgang, spilforståelse og taktik.
- Campen har været åben for alle mellem 8 og 17 år, fortæller formanden for Brønderslev Basketball Klub, Anders Holt Christensen.
- Nogle har været med alle dage – andre kun en enkelt eller to. Det har været på deltagernes præmisser, og der har været fokus på at have det sjovt, tilføjer Anders Holt Christensen.
Han hæfter sig ligeledes ved, at såvel medlemmer som ikke-medlemmer fandt vej til arrangementet.
- Det er positivt, og vi kan jo håbe, at nogle af de nye får lyst til at dyrke sporten i vores forening, konstaterer Anders Holt Christensen.
Hver dag deltog omkring 15 børn og unge i basket-lejren.