Solvarme på vej i Øster Brønderslev
Det store solvarmeanlæg, der bygges ved Gården Klovborg i Ø. Brønderslev, nærmer sig hastigt sin færdiggørelse, oplyser Formand for Ø. Brønderslev Fjernvarme, købmand Jan Jæger.
De mange solpaneler er allerede på plads. De står i lange rækker på den sydvendte mark ved Klovborg og den lange rørledning ind til varmeværket på Ahornvej er klar. Montørerne arbejder på at få de sidste ting monteret og afprøvet inden sammenkobling til det eksisterende anlæg.
- Så om alt går vel, så skulle vi gerne være klar til drift i uge 50. Måske endda allerede lidt før, spår Jan Jæger, dog kan det vejr vi har lige for tiden, spænde ben for hvad som helst.
- Vi er meget spændte på at få solvarme-anlægget op og køre, vi er fra fabrikantens side lovet en besparelse pr. hustand på mellem 20-30 procent i forhold til tidligere forbrug, og da vi jo har en superdygtig varmemester her i Ø. Brønderslev, så sætter vi snuden op efter størst mulig besparelse.
Til foråret når anlægget er kørt ind og vejret forhåbentlig arter sig lidt bedre, inviterer vi forbrugerne og andre interesserede til åbent hus, hvor man er velkommen til at se nærmere på hele anlægget, slutter en tilfreds formand for varmeværket, Jan Jæger. tex