Søstre forvandler blomster til øreringe: Kunderne er vilde med det
Det hele begyndte med at Caroline Dam godt kunne tænke sig at få et par øreringe af vintergækker ... som hun vidste, at søsteren Carina sikkert kunne lave. Nu bruger de to et par aftener om ugen på at lave smykker af tørrede blomster, som pensles med en slags akryllak, der gør dem langtidsholdsbare. Og de hygger sig, gør de. Meget.
I efteråret fik Caroline Dam en idé til sit smykkeskrin. Hun kunne godt lide vintergækker, og funderede over, om sådan et par tørrede stykker monstro kunne blive til et par flotte øreringe.
Hun spurgte sin søster, Carina Dam Hjørringgaard, om det var noget, hun kunne finde ud af og fik et bekræftende svar ... og så måtte søstrene ellers vente i godt fire måneder, indtil de første gækker varslede vinterens afslutning.
Det blev til et sæt øreringe, som blev så fine og flotte, at tanken om at lave flere stort set kom af sig selv.
De seneste måneder har søstrene mødtes et par aftener om ugen for at pensle vintergækker, liljekonvaller, vintergrøn, brudeslør og andre blomster med resin, som er en gennemsigtig akryllak ... meget forsigtigt og med stor tålmodighed. Og når resinen er tør, ja, så er blomsten klar til hænge på et øre og dingle rundt uden at gå i stykker.
Blomsterne plukker de selv i naturen og deres haver for siden at dække med med tørremidlet silica i en uges tid, hvorefter de er klar til at blive malet.
- Det er rigtig hyggeligt at sidde med, og man kan sagtens se en serie på Netflix og snakke samtidig, siger de.
Behersket iværksætteri
Da søstrene viste de første smykker frem, var reaktionerne så positive, at de hurtigt blev enige om, at de da godt kunne lave nogle flere og sælge dem til en fornuftig pris. De seneste måneder har smykkerne været til salg på Facebook og Instagram under navnet Caroline&Carina og til enkelte arrangementer som bl.a. Open by Night i Brønderslev.
- Vi har søgt på nettet efter nogen, som laver noget tilsvarende, og har ikke kunne finde nogen i Danmark. Så det er noget helt unikt, vi er gået i gang med ... og vi har helt klar fået et boost af den begejstring, som mange viser, når de ser vores smykker, siger Carina Dam Hjørringgaard.
Foreløbig holdes projektet på lidt lavt blus, men kan sagtens bliver til noget mere.
- Vi laver indtil videre smykkerne i privat regi og sælger dem ret billigt - men det kan sagtens ende med, at vi opretter et firma og sætter lidt mere gas på. F.eks. har vi overvejet at finde en guldsmed at arbejde sammen med, siger Carina Dam Hjørringgaard.
Det nyeste er, at søstrenes smykker nu også kan købes i genbrugsbutikken Trendloppen i Brønderslev.
Ikke to er ens
Når man indsamler blomster i naturen, tørrer dem og efterfølgende pensler dem med resin, giver det sig selv, at smykkerne bliver forskellige. Blomster er, ligesom mennesker, ikke helt ens.
- Vi prøver at finde blomster, der ligner hinanden nogenlunde, så øreringene i et sæt ikke er alt for forskellige - men ens bliver de aldrig, siger Caroline Dam.
Søskendeparret tager ikke mod bestillinger, dels fordi det kan være svært at finde blomster, der matcher et givent ønske og dels fordi projektet foreløbig skal være på ren hyggebasis og derfor ikke skal styres af en ordrebog med deadlines.
- Vi sælger de smykker vi laver, og sådan skal det være - i hvert fald indtil videre, siger de to.
En drøm om mere
I det daglige har Caroline og Carina travlt med masser af andre ting end blomster og øreringe.
Carina er oprindeligt uddannet veterinærsygeplejerske og har tidligere arbejdet som sådan. I dag er hun IT-konsulent og arbejder med computersystemer netop til dyrlæger - og har desuden en fortid som iværksætter.
- Jeg havde i nogle år firmaet Glasmindet, hvor jeg indkapslede hår eller aske fra et kæledyr i f.eks. et hjerte af glas, så folk kunne få et minde om deres afdøde kæledyr, siger hun.
Firmaet eksisterer stadig, men ligger i øjeblikket stille og der er ingen planer om at sætte gang i det igen. I hvert fald ikke lige nu.
Caroline er i gang med at uddanne sig til markedsføringsøkonom, og har travlt med det - udover hyggestunderne med øreringene.
- Vi har det fint med tingene som de er nu, men har da snakket om, at det kunne være sjovt at sætte mere gang i det og udvikle noget, hvor vi kun arbejder for os selv, siger Carina Dam Hjørringgaard.
- Foreløbig hygger vi os bare, men når vores teknik bliver bedre, sætter vi nok prisen lidt op ...og så må vi se, hvad det udvikler sig til, slutter Charlotte Dam.