Snoren er klippet til ”Verdens Ende”
Det nye stisystem i Brønderslev blev søndag indviet
Det blev et sandt tilløbsstykke, da det nye stisystem i Brønderslev Sydby søndag blev indviet. Et cirka 3 kilometer langt gangareal langs den gamle banestrækning med begyndelse på Jyllandsgade er nu klar til brug.
Lokale ildsjæle står bag projektet, der desuden er støttet af en række fonde, organisationer og sponsorer.
- Jeg er glad for stien her, lød det fra borgmester Mikael Klitgaard (V).
- Den er lavet i et samarbejde med rigtig mange aktører. Det understreger, at vi kan få tingene til at ske her i Brønderslev, tilføjede borgmesteren.
Han hæftede sig blandt andet ved stiens gavnlige effekt i forhold til mulighederne for bevægelse.
- Vi har jo i en årrække kørt projektet ”Bevæg dig for livet”. I samarbejde med DGI og DIF prøver vi at få flere til at bevæge sig noget mere. Det er godt for sundheden og det er gavnligt for de mange danskere, som lider af kronikersygdomme. Stien her kan bidrage til at skabe et bedre liv for os alle, fastslog Mikael Klitgaard, inden han klippede snoren og officielt indviede stien.
Den har i øvrigt fået det kuriøse navn, ”Verdens Ende” med henvisning til den børnehave, der tidligere lå ved stiens begyndelse.
Et stort arbejde
Stien er blevet til på initiativ fra Borger 9700. Herfra slog formand Jens Tofting fast, at processen har været længe undervejs.
- Vi har fået hjælp fra en helt masse frivillige. De skal alle have en stor tak for deres indsats, konstaterede formanden.
Han rettede en særlig tak til tovholder på projektet, Henning Krabbe – ligeledes fra Borger 9700. Netop Henning Krabbe benyttede efterfølgende lejligheden til at opremse hele forløbet.
Han hæftede sig blandt andet ved, at det har været et stort arbejde at skaffe de nødvendige tilladelser. - En del af stien løber langs Banedanmarks jord. Mange er jer er sikkert bekendte med, at Banedanmark kan være svære at danse med. Her har kommunens administrative medarbejdere ydet en fantastisk indsats og hjælp, sagde Henning Krabbe.
Koblet på Energiruten
Projektet har kostet godt 585.000 kr. Heraf har Friluftsrådet betalt 200.000 kr., mens kommunens anlægspulje står for 100.000 kr.
Teknik & Miljø har desuden ydet tilskud på 65.000 kr. og Norlys Vækstpulje har bidraget med 50.000 kr. Brønderslev Rotary Klub og Brønderslev Forsyning har hver givet 20.000 kr., ligesom Nordeas fond til stier og spor står bag en donation på 70.000 kr.
Endelig har frivillige fra Røde Kors budt ind med arbejdskraft til en værdi af 60.000 kr.
Stien er koblet sammen med Energiruten hos Brønderslev Forsyning. Undervejs er der etableret små stationer med formidling og aktiviteter.
I forbindelse med søndagens indvielse var der arrangeret fælles gåtur langs ruten. Turen sluttede på Energiens Plads, hvor elever fra Forfatterskolen bidrog med oplæsninger. Ligeledes var der adgang til Værkstedshallen, hvor der var musikalsk underholdning og forfriskninger.