Smart Parat Svar
BRØNDERSLEV: 6. klasse fra Toftegårdsskolen i Jerslev skal repræsentere Brønderslev Kommune i dysten om Danmarks Klogeste Klasse, den regionale finale i quizzen Smart Parat Svar onsdag 10. januar i Aalborg.
Holdet BrainBreakers, bestående af eleverne Emil Brunsvig, Ida Birk Jørgensen, Lucas Pølund, Luna Bowman og Niclas Hansen måtte kæmpe hårdt i den første semifinale mod The Winner takes it all, nemlig 6. B2 fra Dronninglund Skole, inden pladsen i finalen var sikret.
Det var først på det fjerde ekstraspørgsmål, at afgørelsen faldt. Til gengæld var BrainBreakers suværene i finalen, som de vandt over Dream Team, 6. klasse fra Skolegades Skole.
Ud over retten til at repræsentere Brønderslev i den regionale finale vandt BrainBreakers også en omgang frokostpizzaer til hele klassen - noget der vakte stor jubel blandt klassekammeraterne.
560 6. klasser dyster i år om titlen "Danmarks klogeste klasse" i den store vidensquiz Smart Parat Svar.
Den landsdækkende videns- og læsequiz Smart Parat Svar udfordrer ikke kun børnenes hjerneaktivitet, hukommelse og deres evner til at tænke hurtigt, men også til at samarbejde.
I den lokale runde dystede seks klasser med hver sit hold på fem elever, men kun én klasse blev kåret som vinder og dermed gå videre til den regionale runde, hvor de skal møde hele regionens dygtigste klasser.
Den regionale runde finder sted på Aalborg Bibliotekerne den 10. januar.
Kampen om den endelige titel og en præmie på 10.000 kr. udspiller sig d7. februar i Magasinet i Odense, og igen i år afholdes finalen i samarbejde med de otte TV2-regioner.