Smadrede busskure koster dyrt
Der smadres hvert år så mange busskure i Aalborg Kommune, at det koster skatteyderne mellem 150.000 og 200.000 kroner at få dem repareret.
- Det er desværre ikke usædvanligt, at nogen rydder en hel bydel, hvor de smadrer samtlige skærme, fortæller trafikplanlægger Finn Madsen.
Der har blandt andet været problemer på ruten fra universitetet til Kongerslev, hvor det af og til har set ud som om, nogen - for eksempel en knallertkører - systematisk har smidt sten mod alle ruderne på busskurene.
- Men det går lidt på skift mellem de forskellige bydele, hvor det er mest galt henne. Så der er ikke noget klart mønster, tilføjer Finn Madsen.
Han oplyser, at der i øjeblikket er to forskellige former for busskure eller læskærme i Aalborg Kommune - nemlig en med reklamer og en uden. Førstnævnte står det private firma AFA JCDecaux for, og det gælder også vedligeholdelsen.
- Så det er mest ude på landet, vi oplever problemer. Både fordi der ikke er så mange reklame-skærme derude, men måske også fordi det måske er nemmere at komme til at lave hærværk uden at blive opdaget, forklarer Finn Madsen.
Det tager gennemsnitligt to timer at skifte en enkelt rude i et busskur, for selvom den er lavet af hærdet glas, kan den - ligesom en bilrude - gå i tusinde småstykker, hvis den bliver ramt på den rigtige måde.
- Og vi sørger altså altid for at få dem skiftet hurtigst muligt, hvis de er i stykker. For vores erfaring er, at jo pænere det ser ud, jo mindre tendens er det til, at folk smadrer noget, forklarer Finn Madsen.
Ifølge AFA JCDeceaux koster det også firmaet også omkring 2000 kroner, hver gang der smadres en rude i et af deres busskure
Aalborg Kommune skønner, at der årligt smadres et sted mellem 100 og 150 ruder i de læskærme, kommunen har ansvaret for. Gennemsnitligt koster en reparation af en skærm 2000 kroner inklusiv arbejdsløn og materialer, og er der tale om en smadret rude i busskurets bagvæg, skifter man normalt til blå plader, så der kun er glas i gavlene.