Små Synger Sammen

30. september 2017 kl. 09.37

"En lille undulat" sang en halv snes børn fra den private dagpleje i Brønderslev by, da de besøgte Plejecentret Kornumgaard i Brønderslev, og i baggrunden sang plejecentrets undulater med på sangen.

Den private dagpleje deltager i den landsdækkende kampagne Små Synger Sammen for tredje gang, og da temaet i år var dyr, skulle sangene handle om dyr.

Sangene, der var på programmet, var blandt andet "Mariehønen Evigglad", "I en skov en hytte lå", "En lille undulat" samt "Mmbah, sagde en lille grøn frø", og her kom tungen frem hos børnene.

- Det er bare herligt, de kommer og synger for os, siger Ida Frandsen, der elsker sang.

- Her på Kornumgaard sker der en masse for os.

Og dagplejerne og børnene vil gerne glæde andre.

- Vi har selvfølgelig forberedt os gennem den seneste tid, fortæller dagplejerne Sanne Morville og Mette Sund. Vi synger i øvrigt rigtig meget.

- Akustikken er fantastisk god her i plejehjemmets vinterhave.

For at blive rystet sammen og for at møde andre børn, har dagplejerne legestue i Indre Missions Hus’ kælder en gang om ugen.

- Her leger børnene med hinanden, og vi synger også med børnene, fortæller Sanne Morville og Mette Sund.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste