Billede beskrivelse

Skulpturel udsigtspost på vej til Hals Havn

Melsen Fonden støtter projektet med knap 200.000 kroner

17. oktober 2022 kl. 12.00

I et land uden høje bjerge må vi bryste os af lange, smukke kyster og talrige havne.

Det mener man også hos foreningen Maritime Oplevelser – Hals Havn. Foreningen er blandt andet sat i verden for at bevare, udvikle og styrke den lokale maritime kultur og sjæl med aktiviteter og oplevelser til glæde for borgere i alle aldre.

Foreningen har netop modtaget en donation på 198.000 kroner fra Melsen Fonden til et projekt, hvor skrottede både forvandles til maritime pavilloner. Det sker mere konkret i form af kunstværket ”Stævnemødet”, der skal fungere som en skulpturel udsigtspost på havnen i Hals.

- Vi er så utroligt glade for donationen fra Melsen Fonden. Den gør det muligt for os at realisere projektet, siger Grete Holch Skalkam, der er formand for Maritime Oplevelser - Hals Havn.

- Med ”Stævnemødet” vil vi skabe et nyt vartegn for Hals, som efter vores mening vil pryde havnen og som samtidig skal fungere som en kærkommen udsigtsplads, hvor man kan være i ly for vind og vejr, tilføjer hun.

”Stævnemødet” skal bygges af stævnene fra to gamle træ-folkebåde. De monteres på højkant på skiver, der kan dreje 90 grader. På den måde kan man enten sidde sammen på de indbyggede siddepladser, afskærmet for det til tider omskiftelige vejr, eller man kan dreje stævnene, så de vender ud mod havet og dermed nyde udsigten.

Projektet udføres i samarbejde med den maritime linje på FGU-skolen i Frederikshavn, hvor tidligere underviser, Per Frøsig har stor andel i det kunstneriske udtryk.

- Vi har sammen udviklet på ideen i løbet af de seneste par år, oplyser Grete Holch Skalkam.

- Vi har især været optaget af at bruge nogle af de gamle både, der som regel er lavet i træ af meget høj kvalitet, men som ofte kasseres, når de ikke længere kan bruges på vandet. Med ”Stævnemødet” kommer de smukke både virkelig til deres ret. De får nyt liv til glæde for hele byen, lyder det fra Grete Holch Skalkam.

Donationen fra Melsen Fonden skal blandt andet bruges til materialer samt til de to drejeskiver under stævnene. Derudover lægger foreningen adskillige frivillige timer i arbejdet med at realisere projektet. Melsen Fonden blev stiftet i 2020 efter boet af afdøde Svend Melsen, der var grundlægger af virksomheden Melsen Tech. Han boede selv i Hals og havde sin daglige gang i byen. Fondens bestyrelse glæder sig over at kunne støtte projektet:

- Det er meget prisværdigt, at en forening som Maritime Oplevelser – Hals Havn lægger så stort og frivilligt et stykke arbejde i projekter, som kommer hele byen til gode, fastslår bestyrelsesformand i Melsen Fonden, Anker Laden-Andersen.

- Livet på og omkring havet og fjorden er en stor del af kulturen og historien i Hals. Det hører derfor også naturligt hjemme i byrummet. Vi er meget glade for at kunne støtte realiseringen af ”Stævnemødet” med denne donation, som også ligger fint i tråd med andre sejlsportsrelaterede aktiviteter i og omkring Hals - eksempelvis Sejlsportens Hus, som fonden tidligere har støttet.

Det er planen, at ”Stævnemødet” skal stå færdig på den østlige kaj på Hals Havn i løbet af foråret 2023.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste