Billede beskrivelse

Skolegades Skole har fået en hjertestarter

Ansatte er blevet uddannet i livreddende førstehjælp

26. august 2018 kl. 16.27

BRØNDERSLEV: Nu kan Skolegades Skole i Brønderslev redde liv med hjertestarter. Det oplyser Trygfonden i en pressemeddelelse, hvor de fortæller, at det er skolebibliotekar Jeppe Gleager, der på vegne af Skolegades Skole har taget initiativ til at få hængt en hjertestarter op på skolens område.

Hjertestarteren hænger udendørs på hallen og er synlig fra skolens parkeringsplads. Den er tilgængelig hele døgnet og kan ses på hjertestarter.dk.

Trygfonden oplyser, at ca. 4.000 personer falder om med hjertestop i Danmark hvert år, og godt 13 pct. af dem overlever.

- Hvis der er vidner til hjertestoppet, øger deres indsats med livreddende førstehjælp og stød fra en hjertestarter, inden ambulancen når frem, chancen for, at personen overlever. Hvert minut tæller, og den mest effektive behandling mod hjertestop er et elektrisk stød til hjertet.

Hjertestarteren er doneret af TrygFonden og med den fulgte et kursus, hvor ansatte på skolen blev uddannet i livreddende førstehjælp, og i hvordan man bruger hjertestarteren.

- Tal fra Dansk Hjertestopregister viser, at 66 pct. af dem, som falder om med hjertestop, får hjertemassage og kunstigt åndedræt af vidner, før ambulancen ankommer. Men det er endnu i få tilfælde, at vidner anvender en hjertestarter. Når man ringer 1-1-2, bliver man guidet igennem, hvordan man bruger hjertestarteren, så man skal ikke være nervøs for at tage den i brug. Hjertestarteren giver kun stød, hvis der er hjertestop, så man kan aldrig komme til at skade personen, der er faldet om, og det er vigtigt at huske på.

Hjertestarteren fortæller også, hvad man skal gøre. Når hjertestarteren tændes, guider en stemme brugeren gennem alle trin, og der afgives kun stød, hvis hjertet ikke slår korrekt. Man behøver dermed ikke forhåndskendskab til hjertestarteren

Hos TrygFonden oplever man en stigende interesse for hjertestarterne, fordi mange foreninger, klubber og offentlige institutioner har fået øjnene op for den tryghed, som hjertestarterne giver.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste