
Skoleelever prøver kræfter med forskellige sportsgrene
Det blev en anderledes skoledag for eleverne i mellemtrinet på Gandrup Skole forleden. Mens eftermiddagstimerne normalt udfyldes med fag som dansk, matematik, engelsk og naturfag, så var der i stedet håndbold, fodbold, gymnastik, tennis og FDF-aktiviteter på programmet.
Således var der arrangeret foreningsdag under overskriften ”Sundt ungeliv” med besøg af det lokale fritidsliv som omdrejningspunkt. Formålet var at skabe opmærksomhed om de lokale fritidstilbud, der var repræsenteret med frivillige ledere og underholdende indslag.
- Det er ingen hemmelighed, at der er en del børn og unge, som vi ikke ser i foreningerne. Det vil vi gerne ændre på, siger Lasse Nielsen, der er fritidskoordinator i Gandrup og klubleder i Gandrup Ungdomsklub.
- En foreningsdag som denne kan være en god mulighed for at skabe kontakt. Vi vil også meget gerne vise bredden på vores fritidstilbud. Selv om man spiller fodbold om sommeren, så kan det jo godt være, at man har lyst til at dyrke håndbold eller badminton om vinteren. I det hele taget er det vigtigt, at foreningslivet bliver så synligt som muligt, og at vores børn og unge øjner mulighederne, tilføjer Lasse Nielsen.
I løbet af eftermiddagen var eleverne på turnus blandt de forskellige tilbud. Her blev der bl.a. fristet med trampolinspring hos Gandrup/Holtet Gymnastik og med bålaktiviteter hos FDF. Ved håndbold kunne man teste sine kastefærdigheder, og på fodboldstanden blev der bl.a. dystet på små bandebaner. Endelig kunne man gå Holger Rune i bedene i gymnastiksalen med indendørs tennis på plakaten.
Også blandt eleverne var der begejstring. Silje Ozimek og Tobias Khalil, der begge går i 6.b, var i hvert fald ikke i tvivl om tiltagets effekt.
- Man får lyst til at prøve en masse andre sportsgrene. Så måske begynder jeg på noget andet, når fodboldsæsonen er slut, lyder det fra Silje.

- Det er sjovt at prøve andre ting, supplerer Tobias.
- Jeg dyrker fodbold, og det fortsætter jeg med. Men derfor er det fint også at teste de andre aktiviteter.
Foreningsdagens skal efter planen gøres til en tilbagevendende begivenhed.
- Det her var den første udgave. Nu evaluerer vi og ser lidt på effekten. Og så er jeg ret sikker på, at vi vender tilbage på et senere tidspunkt, fastslår Lasse Nielsen.
Udover Gandrup Skole og Ung Aalborg stod også Fritids- og Landdistriktsafdelingen hos Aalborg Kommune bag tiltaget.