Skaterbane indviet med trængsel
Den nye skaterbane i Vester Hassing er klar til brug.
Lørdag var der indvielse af det 750 kvadratmeter store anlæg, der er bygget efter alle moderne forskrifter og fremover danner basis for byens nye skaterklub. Denne åbner formelt onsdag, men lørdag var altså udråbt som den store festdag. Indvielsen trak da også adskillige hundrede børn og voksne til banen, hvor medinitiativtager til projektet, Michael Simonsen, indledningsvis bød velkommen.
Han glædede sig over det store fremmøde og takkede de mange bidragsydere. 1,5 mio. kr. har anlægget kostet. Heraf har Nordea-fondens ”Her bor vi-pulje” bidraget med 480.000 kr.
Desuden har blandt andet Sparekassen Danmarks to lokale fonde, DGI og DIF’s Foreningspulje, Lokale- og Anlægsfonden, Aalborg Kommunes Skoleforvaltning og Aalborg Kommunes Prioriteringspulje ydet midler til projektet.
Indvielsen blev krydret med et besøg af nogle af landets bedste skatere fra The Boss Shop-team. De bidrog med et væld af flotte tricks, inden de mange fremmødte selv fik mulighed for at hygge sig på banen. Arrangementet blev desuden krydret med gratis pølser og drikkevarer.
Den nye skaterklub, der bliver en afdeling af Vester Hassing Gymnastik og Idrætsforening, kommer til at friste med ugentlige samlinger for alle fra 7 år og opefter.