Skansespillet kan komme i fare
Forberedelserne til Skansespillet i Hals ligger stille
HALS: I lighed med alle øvrige foreningsaktiviteter er også Skansespillet i Hals ramt af corona-foranstaltningerne. Den lokale teaterforening har foreløbig aflyst alle prøver på sommerens stort anlagte friluftsforestilling i Hals. Dermed ligger forberedelserne stille, hvilket ifølge formand Susanne R. Skov kan få indvirkning på sommerens opførelse.
- Vi ved jo ikke noget om, hvor længe det her varer. Men det er klart, at vi kan blive tvunget til at udsætte eller helt aflyse. Det kommer an på tidsperspektiver, siger Susanne R. Skov.
- Vi kan selvfølgelig ikke vente alt for længe, for vi er også afhængige af at kunne øve på forestillingen. Og så skal vi jo have nogenlunde vejr til opførelsen. Vi håber det bedste og satser på, at alt løser sig, så vi kan være klar til den planlagte premiere 2. juli, tilføjer formanden.
Årets friluftsstykke hos Skansespillet er ”Skammerens Datter II”.