Billede beskrivelse

Skammerens Datter blev en forrygende succes

Skansespillet havde venteliste af folk der forgæves ville have billet

24. juli 2018 kl. 09.09

- Vi kan næsten ikke få armene ned. Vores opsætning er set af rigtig mange mennesker. Faktisk havde vi til de sidste tre forestillinger folk på venteliste. Det har vi ikke prøvet før. Sådan lyder det fra næstformanden for Skansespillet, Martin Kjeldgaard.

Han refererer naturligvis til det netop overståede sommerstykke på Skansen i Hals. Her havde den lokale teaterforening iscenesat den første friluftsopførelse af bestselleren "Skammerens Datter" af Lene Kobberbøll. Sidstnævnte var selv til stede ved såvel premieren som ved et par af de øvrige forestillinger. Og forfatteren var ifølge Martin Kjeldgaard tilfreds.

- Hun roste os i store vendinger. Lene Kaaberbøll var imponeret over både scenografien og præstationerne på scenen, konstaterer Martin Kjeldgaard, der selv stod i spidsen for det orkester, der leverede de musikalske toner til stykket.

Han slår samtidig fast, at bestyrelsen nu går i tænkeboks med henblik på at undersøge mulighederne for at øge publikumskapaciteten.

- Vi vil selvfølgelig helst ikke være nødsagede til igen at skulle afvise folk ved indgangen. Så nu må vi se, hvad der sker, lyder det fra næstformanden.

For mens skuespillere, musikere og scenefolk nu nyder en velfortjent sommerpause, så står det også klart, at der naturligvis bliver et Skansespil igen i sommeren 2019. Til den tid kan det efterhånden forvendte publikum se frem til en lokal opførelse af "Alice i Eventyrland - bag spejlet".

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste