Foto: TrygFonden
Livet her

Skal du til stranden? Se her, hvor livreddere er til stede

16. juni 2022 kl. 14:03

NORDJYLLAND: Så er det snart - for alvor - sommer. Og så kommer TrygFondens kystlivreddere igen på seks nordjyske strande. Det sker fredag 24. juni,. hvor de specialuddannede kystlivredderne hejser flaget i de rød-hvidstribede livreddertårne rundt om på strandene.

I løbet af sommeren er de klar til at møde børn og voksne på strandene, oplyse om badesikkerhed og holde et vågent øje med badegæsterne i vandet.

Frem til den 17. august vil livredderne være på fem nordjyske strande alle dage fra klokken 10 til18.

Når flaget er hejst i tårnet, betyder det, at livredderne er på vagt, og man er altid velkommen til at kigge forbi livredderne for at få en snak eller se deres livredderudstyr, lyder det i en pressemeddelelse fra TrygFonden.

- Vi håber, at vejret er med os i år, så alle, der holder ferie herhjemme, og turisterne får de bedste muligheder for at nyde de dejlige badestrande, vi har i Danmark. Livredderne har trænet hele foråret, så de er i topform. Livredderne fortæller gerne om badeforholdene på stranden, og hvad man skal være særlig opmærksom på, og hvis man har skåret sig på en sten eller blevet brændt af en brandmand, så finder livredderne naturligvis førstehjælpskassen frem og hjælper, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

- Danmark er omgivet af vand, og mange mennesker bruger vandet aktivt i fritiden til bl.a. Stand Up Paddling (SUP). Derfor er det vigtigt at lære at svømme og tilegne sig livredningsfærdigheder, så man kan klare sig i vandet og hjælpe andre i nød. Desværre er det kun knap halvdelen af befolkningen, der siger, at de kan svømme 200 meter og dermed er svømmeduelige, og hele 26 procent har været tæt på at drukne. Vi håber derfor, at livredderne på strandene udover at skabe tryghed for de badende også kan inspirere til, at man lærer at færdes trygt i og ved vandet, lyder det fra projektchefen.

I 2021 gennemførte TrygFonden Kystlivrednings livreddere 68.365 indsatser, hvoraf de 24 kan betegnes som aktioner, hvor personer var i livsfare.

Der er mange gode badesteder i Danmark, men vælg en strand med livreddere, så der er nogle til at gribe ind i nødsituationer, lyder rådet fra TrygFonden Kystlivredning.

- Vi anbefaler altid, at man bader, hvor der er livreddere, og sørger for at holde sig inden for den zone, hvor livredderne holder særligt øje. Zonen er markeret med rød-gule flag i vandkanten, og her har livredderne tjekket, at der for eksempel ikke er revlehuller eller andre forhold, der kan gøre badeturen utryg. Bad altid mindst to personer sammen, så I kan holde øje med hinanden, og har du børn med på stranden, så gå med dem i vandet, også selvom der er livreddere. Det er både mere sikkert og meget sjovere, siger René Højer.

Du kan læse mere om TrygFondens arbejde på strandene her

Her kommer der livreddere på nordjyske strande

Blokhus Strand

Løkken Strand

Tornby Strand

Tversted Strand

Sønderstrand i Skagen

Palmestranden i Frederikshavn

I alt er livredderne fra TrygFonden Kystlivredning til stede på 35 strande og havnebade hver dag kl. 10-18 fra 24. juni frem til 17. august.

De 5 baderåd

1. Lær at svømme

2. Gå aldrig alene i vandet

3. Læs vinden og vandet

4. Lær stranden at kende

5. Slip ikke børnene af syne

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu