Skab et alternativ til storbyen!
Hvordan lokker man flere borgere til de mindre byer i oplandet til storbyen? Og hvordan skaber man udvikling frem for afvikling i landdistrikterne?
Disse spørgsmål dannede torsdag oplæg til et foredrag i Hou Borgerhus. Her var Hou og Hals samråd værter for en aften i selskab med sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal. Hun serverede et både skarpt og ufiltreret syn på fremtiden for de to byer, der med forskerens øjne begge harmonerer godt med udvikling i Danmark i de seneste mange år. Birthe Linddal lagde således ikke skjul på, at det er en stor udfordring at bremse fraflytningen.
- Urbaniseringen er i fuld gang. Den yngre generation er tiltrukket af byernes liv og kulturelle tilbud. Det kan man ikke ændre, om end der er ved at ske et lille skifte, konstaterede Birthe Linddal.
- Der er en tendens til, at flere ønsker at leve et liv udenfor de store byer. Men der er stadig langt flere, der fraflytter landdistrikterne.
Ifølge Birthe Linddal kan de mindre samfund dog selv gøre meget for at ændre udviklingen. Således handler det i høj grad om at skabe et alternativ til bylivet.
- Man skal ikke forsøge at lave en miniudgave af storbyens tilbud. I stedet skal man fremhæve de ressourcer som livet på landet har fremfor livet i byen - altså blandt andet naturen, nærværet, sammenholdet og de billige huse. Det handler om at skabe en god fortælling om livet i landdistrikterne, lød det fra aftenens hovedperson. Hun slog endvidere fast, at Hou og Hals har fordele som andre tilsvarende byer ikke har.
- I har relativt kort afstand til storbyen. I har også en lufthavn i nærheden. Og så har i først og fremmest vandet.
Omkring 100 tilhørere havde fundet vej til arrangementet, der blev suppleret med debat.