Seniorklub vil gerne være flere
PN Seniorklub har flere arrangementer på vej og vil gerne have flere medlemmer
BRØNDERSLEV: PN Seniorklub vil gerne have nye medlemmer, og der opfordrer derfor både gamle og nye til at tilmelde sig til klubbens næste arrangement, som er et kaffemøde 14. november på PN, hvor man også kan se PN museum.
- Da det er længe siden, vi har fået nye medlemmer til vor klub, opfordrer vi nuværende medlemmer til at være os behjælpelige ved at opfordre tidligere medarbejdere på PN til at melde sig ind i klubben. Kriteriet for medlemskab er blot, at man har været ansat på PN og er pensionist. Det er rigtig hyggeligt at mødes med tidligere kolleger og snakke om ”gamle dage”, oplyser Birthe Birk, der er en af de tre initiativtagere til klubben.
Klubben har eksisteret i fire år og har ca. 50 medlemmer.
- Vi hygger os meget når vi er sammen og det er altid rart at mindes vores tid på PN Beslag, mener Birthe Birk.
De har fire-fem årlige arrangementer, der er blandt andet en nytårskur i støbeskeen, og klubben har tidligere på efteråret været på fælles tur til Thorup Strand.